"Vild med dans": Forvandling fryder

30. august 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

"Vild med dans" er klar til sin niende sæson med premiere fredag 7. september klokken 20.

Årets ti par i "Vild med dans" 2012. (Fotos: Isak Hoffmeyer / TV 2)


Når "Vild med dans"-vinderen findes hen over en sæson, er det sjældent forhåndsfavoritterne, der løber med sejren. De, der kommer langt i konkurrencen, er derimod dem, der udvikler sig mest og oplever den største forvandling gennem konkurrencen.

Og er der noget, "Vild med dans" altid har været leveringsdygtig i, er det netop forvandling. Deltagernes fantastiske forvandling er en afgørende årsag til programmets succes, fastslår TV 2s underholdningschef, Gitte Madsen.

- Selv om man siger “forandring fryder”, så vælger vi fredag klokken 20.00 at tviste ordsproget til det, som ”Vild med dans” virkelig handler om: Forvandlingen. Fra nydanserne for første gang træder ind i træningslokalet med tunge trin, stor forvirring og vildfarne arme, til de møder make up og kostumeskaberne, til de første gang indtager det gyldne studie og det belyste dansegulv. Til de måske står i finalen. Hele vejen i trygge arme hos ti af Danmarks absolut dygtigste professionelle dansere. Forvandling fryder. For dem, det handler om, og for alle os, der ser på. Vi glæder os helt vildt, skriver Gitte Madsen i det netop udgivne pressemateriale til "Vild med dans".

Årets ti par deltog onsdag 30. august i et pressemøde om den kommende sæson af "Vild med dans", og samme aften var de alle - bortset fra Rasmus Nøhr - med i "Go' aften Danmark" på TV 2.

Se traileren for "Vild med dans" her.

 

Værter i "Vild med dans" er Claus Elming og Christiane Schaumburg-Müller.


Værterne Christiane & Claus
Intet ”Vild med dans” uden værter, og seerne skal ikke undvære det populære og forrygende makkerpar Christiane Schaumburg-Müller og Claus Elming.

Christiane Schaumburg-Müller er med for tredje gang, og med hende har TV 2 fået den perfekte kvindelige dansevært. Christiane er med sit stærke engagement, smukke ydre og fantastiske humør ballets ubestridte dronning i ”Vild med dans”.

Claus Elming er om nogen kongen af ”Vild med dans”, når han igen vil sige ”Tag godt imod: The Antonelli Orchestra!” – og når han med hård hånd og glimt i øjet styrer interviews af alle deltagerne bag scenen.

 

Skuespiller Camilla Bendix danser i "Vild med dans" sammen med Michael Olesen.


Camilla Bendix & Michael Olesen
Camilla Bendix er drengepigen, der elsker glimmer. Camilla, som senest spillede med i TV 2s julekalender ”Ludvig og Julemanden” som julemandens kone, er af den overbevisning, at man skal lære noget nyt hele livet. Og da de eneste dansetrin, hun kan, er dem, hun selv har opfundet, kunne hun selvfølgelig ikke sige nej til ”Vild med dans”.

Camilla Bendix elsker at danse – og så elsker hun også stilletter, for ”det får man så pæne ben af”. Hun er dog ikke sikker på, at hun kan have høje hæle på hele tiden, da hun for nogle år siden ødelagde en akillessene.

Om det får Camillas dansepartner, Michael Olesen, til at lempe på træningen, skal hun nok ikke være så sikker på. Michael Olesen er med for sjette gang i ”Vild med dans” og er tørstig efter at vinde konkurrencen.

 

Svømmeren Jeanette Ottesen Gray danser i "Vild med dans" med Marc Christensen.


Jeanette Ottesen & Marc Christensen
OL-svømmeren Jeanette Ottesen Gray er en af de hurtigste i vandet, men om hun kan følge med på dansegulvet, må tiden vise. Jeanette glæder sig dog ”sindssygt meget” til at være med i ”Vild med dans”. Hun trænger til at koncentrere sig om andet end svømning, så hvorfor ikke gøre noget, man elsker – nemlig danse.

Jeanette Ottesen frygter ingenting. Hun glæder sig bare til at have en fest sammen med sin dansepartner, den 28-årige Marc Christensen. Marc er med i ”Vild med dans” for første gang, men han er bestemt ikke nogen uerfaren herre.

Marc Christensen har danset, siden han var to år, hvor han begyndte på sine forældres danseskole. I sin lange karriere som professionel danser har han vundet utallige titler, indtil han indstillede karrieren i 2007. I dag driver han sin egen danseskole.

 

Tv-vært Joakim Ingversen har sidste års "Vild med dans"-finalist Claudia Rex som dansepartner.


Joakim Ingversen & Claudia Rex
Joakim Ingversen har slået sine folder som ”Bingo Banko”-vært på TV 2. Men faktisk er Joakim også blandt de bedste i Danmark til wind- og kitesurfing, og han optræder desuden som DJ.

Joakim Ingversen, der er 25 år, mener selv, han har masser af rytme i kroppen, og han er sikker på, at han når langt i programmet. Joakim er rigtig dårlig til at tabe. Så dårlig, at han sidste år smadrede en solstol, da han tabte i kortspil til sin mor!

Joakim Ingversen er først og fremmest med i ”Vild med dans” for at lære at danse. Det er sidste års finalist Claudia Rex, der får æren af at lære Joakim at rette ryg og tælle trin.

Claudia Rex, der sidste år stod i finalen med bokseren Patrick Nielsen mod Sophie Fjellvang-Sølling og Silas Holst, går til opgaven for fjerde gang med masser af entusiasme, for konkurrencegenet fejler bestemt ikke noget hos den dansende designer.

 

Den tidligere håndboldspiller Lars Rasmussen deltager i "Vild med dans" 2012 sammen med dansepartneren Malene Østergaard.


Lars Rasmussen & Malene Østergaard
Den tidligere EM-guldvinder i håndbold Lars Rasmussen er klar til at indtage dansegulvet med lige så meget kampgejst, som han udviste i håndboldhallerne. ”Lille-Lars” er med for at lære at danse og for at vinde, for som han siger: ”Jeg stiller selvfølgelig ikke op for at ryge ud i første program!”

Lars Rasmussen, der nu har job som radiovært, har masser af tricks og ideer til, hvordan han når langt i programmet, og dem skal han dele med 23-årige Malene Østergaard, der er ny i ”Vild med dans”.

Malene Østergaard har masser af professionel danseerfaring. Allerede som 17-årig flyttede hun til Italien for at hellige sig latindansen.

Herefter flyttede hun til Hongkong – og derefter til Miami, hvor hun uddannede sig inden for en masse dansestile. I dag bor Malene Østergaard i Los Angeles, hvor hun arbejder som danser og koreograf.

 

Skuespilleren Louise Mieritz har sidste års "Vild med dans"-vinder Silas Holst som dansepartner.


Louise Mieritz & Silas Holst
Den erfarne skuespiller Louise Mieritz, der blandt andet er en af skaberne af kvindesatiregruppen Emmas Dilemma, er ikke helt uvant på et dansegulv.

Som barn dyrkede hun masser af ballet, søgte om optagelse på Den Kongelige Balletskole, men blev dog ikke optaget. Siden har hun danset lidt af hvert – dog aldrig standard- og latin.

Louise Mieritz ser mest frem til at ”lære ting om sig selv, som hun ikke anede”, og så glæder hun sig til at komme i gang med den “målrettede og skånselsløse” træning. Mon ikke Louises partner, Silas Holst, kan leve op til det?

Silas Holst vandt ”Vild med dans” sidste år sammen med Sophie Fjellvang-Sølling, og han er fast besluttet på at genvinde ”Vild med dans”-trofæet. Silas Holst danser med i ”Vild med dans” for femte gang.

 

Louise Svalastog Spellerberg skal danse med den tidligere "Vild med dans"-vinder Mads Vad.


Louise Spellerberg & Mads Vad
Den professionelle håndboldspiller Louise Svalastog Spellerberg er på ingen måder ”bare en håndboldpige”. Louise elsker kjoler, glimmer og stilletter, for som hun siger: ”Det er sjovt at være yndig”.

Louise Svalastog Spellerberg har spillet håndbold stort set hele sit liv, og selv om hun engang dansede dreng på en danseskole, så er hun med for at lære at danse – og for at have det sjovt.

Hun er nemlig sikker på, at ”Vild med dans” bliver en kæmpe oplevelse, der kan give hende masser af gejst, glæde og inspiration.

Louises partner er den altid glade danser fra Aarhus, Mads Vad, der én gang tidligere har vundet ”Vild med dans”. Det var i 2010 med vejrvært Cecilie Hother. I år danser Mads Vad med for syvende gang, og han vil gøre sit til, at han endnu engang kan stå med trofæet i hånden sammen med sin partner.

 

Den professionelle golfspiller Monica Vestergaard Christiansen skal danse med "Vild med dans"-veteranen Thomas Evers Poulsen.


Monica Vestergaard Christiansen & Thomas Evers Poulsen
Den professionelle golfspiller Monica Vestergaard Christiansen begyndte at spille golf allerede som treårig – med sin mors golfsæt i baghaven. Monica, der i dag er 25 år, har siden vundet DM mange gange og spiller lige nu i Europa Touren.

Monica Christiansen elsker at danse – på sin helt egen måde. Og selv om hun er vant til det sportslige pres, bliver det noget af en udfordring for hende at være med i ”Vild med dans”. Specielt fordi Monicas golffødder bestemt ikke er vant til at gå i høje hæle.

Monica danser med ”Vild med dans”-veteranen Thomas Evers Poulsen. Thomas har danset med syv gange, været dommer en enkelt gang og også vundet ”Vild med dans” – det var i 2005 i allerførste sæson af ”Vild med dans” sammen med skuespiller Mia Lyhne. Thomas Evers Poulsen er tilbage i ”Vild med dans” efter en enkelt sæsons pause.

 

Sangeren og sangskriveren Rasmus Nøhr får Karina Frimodt som sin dansepartner i "Vild med dans".


Rasmus Nøhr & Karina Frimodt
Den folkekære sanger og sangskriver Rasmus Nøhr har store hits som ”Det Glade Pizzabud”, ”Sød Musik” og ”Sommer i Europa” på samvittigheden. Nu er Rasmus Nøhr frisk på udfordringen i ”Vild med dans”, for Rasmus kan godt lide at danse.

Han kalder sin dansestil for ”fri krop”, og det er en stil, der ”både er sjov for ham – og sjov for andre at kigge på”. Rasmus Nøhr ser kun fordele i at være med i ”Vild med dans”. Gratis undervisning af en sød pige – det kan man ikke sige nej til, mener Rasmus.

Og så glæder han sig til at lære en masse nye mennesker at kende, for er der noget, der inspirerer Rasmus, så er det folk omkring ham.

Rasmus Nøhrs dansepartner er Karina Frimodt, der danser med for tredje gang i ”Vild med dans”. Tidligere har hun danset med boksekommentator Kurt Thyboe og musiker Ole Kibsgaard.

 

Saseline Sørensen danser med "Vild med dans"-debutanten Ronnie Handskemager.


Saseline Sørensen & Ronnie Handskemager
Saseline Sørensen hittede sammen med sin søster Heidi som duoen SOAP i slutningen af 90’erne og solgte næsten to millioner singler og albums på verdensplan.

I dag bruger Saseline sine mange talenter som sanger, model, mor og stilikon. Saseline elsker at danse, men hun frygter, at hun simpelthen ikke kan huske de svære trin, når hun står på gulvet.

- Jeg har stadig ammehjerne, selv om min søn snart er fem år, siger Saseline, der skal danse med Ronnie Handskemager.

Ronnie Handskemager er 38 år og med for første gang i ”Vild med dans”. Han har danset, siden han var tre år, og han er ekspert i stor set alle dansestile – lige fra standard- og latindans til aerobic og zumba.

Til daglig lever Ronnie Handskemager af at undervise i dans, så det skulle ikke blive noget problem også at undervise Saseline.

 

Skuespilleren Thomas Bo Larsen skal i "Vild med dans" 2012 danse med Mie Moltke.


Thomas Bo Larsen & Mie Moltke
Thomas Bo Larsen er en forrygende film- og teaterskuespiller, der blandt andet har modtaget en Robert for filmene ”De Største Helte” og ”Festen”. Thomas’ næste store film er den anmelderroste Vinterberg-film ”Jagten”, der snart får premiere i Danmark.

Stort set alle danskere ved, hvem Thomas Bo Larsen er, men hvad de ikke ved er, at Thomas er rædselsslagen ved tanken om at skulle lære at danse – og at det er derfor, han har sagt ja til at være med i ”Vild med dans”. Thomas Bo Larsens største mareridt er at tabe sin dansepartner og falde ned af trappen i studiet.

Men mon ikke Mie Moltke nok skal få pillet nerverne af Thomas Bo Larsen? Seerne måtte sidste år undvære Mie Moltke. Hun ventede nemlig sit første barn med sin mand, Lai Yde, som hun i øvrigt lærte at kende i ”Vild med dans” i 2007. Mie er klar til ”Vild med dans” for syvende gang.

The Antonelli Orchestra
Og naturligvis heller ingen ”Vild med dans” uden TV 2s husorkester, The Antonelli Orchestra. En unik samling af nogle af Danmarks mest rutinerede musikere, der er klar på den store musikalske udfordring, som programmet også er.

I år kan vi sige velkommen tilbage på fuld tid til sangerinde Nellie Ettison, når verdens bedste ”Vild med dans”-orkester spiller op til dans.

The Antonelli Orchestra består af orkesterleder Claes Antonsen (trommer), Nellie Ettison (sangerinde), Marc Linn (sanger), Jacob Andersen (percussion), Poul Reimann (keyboards), Christian Douglas (bas), Jacob Gurevitsch (guitar), Nis Toxværd (sax), Thomas Andersson (guitar) og Anders Gustafsson (trompet).

Dommerne
Der blev sagt og skrevet mangt og meget, da TV 2 sidste år havde en ny dommer med på holdet, nemlig kongelig balletmester Nicolai Hübbe. Og seerne kan godt glæde sig til endnu mere ballade, for Hübbe har sagt ja til at tage endnu en sæson som dommer sammen med den altid veloplagte og elegante Jens Werner, legenden Britt Bendixen og den altid korrekte Anne Laxholm.

Igen i år er pointskalaen fra 1-10, hvor 10 gives for den perfekte præstation. Men kender vi dommerpanelet ret, så skal der mere end bare almindelig træning til at nå det niveau, der giver den flotte, høje karakter.

Vild med Twitter
Er du på Twitter? Ellers så er det tid til at komme det nu, for det er her, du kan følge Christiane og Claus tæt, når de i ugens løb lader dig vide, hvordan det går med forberedelserne til fredagens fest på TV 2.

Hvad kan vi forvente, at Claus vil spørge deltagerne om ude bagved? Hvilken kjole pønser Christiane på at tage på? Hvilke dramaer er under opsejling? Twitter er naturligvis ikke det eneste sted, du kan blive fodret med gode historier.

vmd.tv2.dk kan du også følge parrene tæt, ligesom ”Vild med dans” har sit eget fansite på Facebook.

Knæk Cancer! og "Go' morgen Danmark"
I uge 43 sætter TV 2 cancer på dagsordenen – og det gør ”Vild med dans” naturligvis også. TV 2 vil denne fredag i uge 43 lave en anderledes ”Vild med dans”-aften, hvor seerne kan glæde sig til en masse spændende overraskelser – naturligvis med ét formål: At samle penge ind til Kræftens Bekæmpelsen.

Som noget nyt er "Go’ morgen Danmark" begyndt også at sende i weekenden – direkte fra klokken 9.00-12.00 både lørdag og søndag.

Det betyder, at det par, der må sige farvel til konkurrencen om fredagen, allerede kan ses på skærmen igen næste dag, nemlig om lørdagen, hvor de er gæster i "Go’ morgen"-studiet.

Her vil de fortælle om deres oplevelser, deres forhold til hinanden, hvad de tager med sig fra ”Vild med dans”, og hvad de bestemt ikke kommer til at savne – hvis noget overhovedet.

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}