"TV 2 dok.: Man slår da børn"

24. november 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

Som barn fik Allan bank af sin far – nu skal han selv være far. "TV 2 dok.: Man slår da børn" 30. november kl. 20.00 på TV 2.

26-årige Allan Froider fra Roskilde blev slået af sin far som barn. Nu er han selv blevet far.


26-årige Allan Froider fra Roskilde blev slået af sin voldelige far i sin barndom. Nu skal Allan selv være far for første gang, og han aner ikke, hvordan han vil kunne klare at blive forælder. For Allans fortid med vold, trusler og svigt påvirker ham hver dag.

Men Allan Froider er ikke den eneste. Tusindvis af danske børn bliver slået af deres forældre, selv om det er 13 år siden, det blev forbudt at slå sine børn. Og volden går i arv. Langt de fleste af de voldelige mænd, der ender i behandling, har selv oplevet vold i deres barndom. ”TV 2 dok.” går i programmet ”Man slår da børn” tæt på vold i familien.

- Jeg kan huske, at jeg stod i en døråbning. Min far råbte ad mig, og til sidst blev han så sur, at han slog mig, så jeg hamrede hovedet ind i dørkarmen og fik en stor bule. Og så har jeg fået at vide, at han dagen efter holdt mig hjemme fra børnehaven for, at der ikke var nogen der skulle opdage det, fortæller 26-årige Allan Froider i programmet.

Et opgør med fortiden
Men Allan Froider har besluttet sig for, at hans fars synder ikke skal løbe i ham. Han vil være en god far, som ikke er voldelig. Allan har derfor besluttet sig for at tage et opgør med sin fortid:

- Jeg bliver nødt til at gøre noget ved det nu, før jeg selv bliver far. For om lidt er problemerne ikke længere kun mine problemer. De er også min families og mit barns problemer, siger Allan Froider.

”TV 2 dok.” har fulgt Allan i månederne op til, at han skal være far. Hvor han beslutter sig for at se sine problemer i øjnene og konfrontere sin far med de oplevelser, han udsatte sine børn for igennem deres barndom.

- Jeg har behov for, at han siger, at det ikke var min skyld. At det var ham, der gjorde noget forkert, og at han fortryder det. Så kan jeg komme ud af den skyldfølelse og videre med mit liv, fortæller Allan.

Allan Froider vil ikke gentage sin fars voldelige mønster, nu hvor han selv er blevet far.

Dybt påvirkede af deres opvækst
Allan Froider og hans lillesøster Karina er vokset op i et helt almindeligt hjem i Roskilde. At deres far slog sine kærester og sine børn, var der ikke nogen, der vidste. Og hvis der var nogen, der forstod, hvad der foregik, så gjorde de i hvert fald ikke noget ved det.

De to søskende er i dag dybt påvirkede af deres opvækst. Og det samme er tusindvis af børn i Danmark. Den nyeste statistik viser, at op imod hvert femte barn oplever vold i familien. 1.400 børn bliver hvert år behandlet på danske skadestuer efter vold, der sandsynligvis er forårsaget af deres forældre, og hvert år dør otte børn som følge af vold i hjemmet.

På Center for Børn udsat for Overgreb (CBO) på Skejby Sygehus i Århus undersøger og videoafhører læger og politi hvert år hundredvis af børn. Og overlæge Hanne N. Christensen understreger vigtigheden af at gribe ind, hvis man har mistanke om, at børn bliver udsat for vold:

- Jeg ved godt, at det er svært at rejse den mistanke, og at det er en grænse, man skal overskride som pædagog, lærer eller sygeplejerske. Men på den anden side kan jeg også sige, at man kun skal have set ét dødt barn, før det ikke længere er så svært.

Voldelige mænd har selv oplevet vold
Blandt de voldelige mænd, der vælger at søge behandling, har mellem 80 og 90 procent selv oplevet vold i deres barndom. Det bliver en social arv og en ond spiral. Men det kan lade sig gøre at komme ud af volden.

Hos Alternativ til Vold (ATV) i Roskilde har man igennem de seneste syv år behandlet over 100 voldelige mænd ved hjælp af terapi. Samtlige behandlede mænd har selv givet udtryk for at behandlingen har hjulpet.

For Allan Froider var volden i hans barndom en del af hverdagen:

- Jeg troede, det var normalt. Man slår da børn, fortæller han.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}