"The Good Wife" er tilbage på TV 2

29. december 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

Den prisbelønnede serie sendes med nye afsnit fra onsdag 5. januar.

Den prisbelønnede Julianna Marguelies i rollen som forsvarsadvokaten Alicia Florrick. Med ryggen til er det hendes mand, Peter, der spilles af Chris Noth.


Allerede efter en halv sæson kunne skuespilleren Julianna Marguelies i 2010 høste en fornem Golden Globe Award for sin hovedrolle i den nye amerikanske dramaserie "The Good Wife", og 16. januar 2011 kan hun måske føje endnu et trofæ til samlingen, når Golden Globe Awards 2011 bliver uddelt i Los Angeles.

Her er hun endnu engang nomineret i kategorien "bedste kvindelige hovedrolle i en tv-serie", mens Chris Noth, der spiller hendes mand i serien, kan sikre sig prisen for "bedste mandlige birolle i en tv-serie".

Samtidig kæmper hele holdet bag "The Good Wife" også om den prestigefyldte pris for "årets bedste dramaserie".

Julianna Marguelies som Alicia Florrick på besøg i fængslet, hvor hendes mand Peter (spillet af Chris Noth) afsoner en dom.


Sæsonpremiere 5. januar 2011
Inden spændingen udløses i USA er Julianna Marguelies og Chris Noth tilbage på TV 2 som forsvarsadvokaten Alicia Florrick og hendes pt. fængslede politikermand, Peter, i en række nye afsnit af "The Good Wife". Serien har sæsonpremiere onsdag 5. januar 2011.

I sæsonpremieren får Alicia Florrick brug for alle sine talenter, da hun skal forsvare en læge, der har ordineret smertestillende medicin til en ung stjerneatlet, der efterfølgende dør af en overdosis.

På hjemmefronten er der dårlige nyheder til Alicia og børnene, og i fængslet får Peter oplysninger, der bringer ham helt op i det røde felt.

I Danmark er det ofte svært for udenlandske serier at få et stort publikum, men "The Good Wife" overraskede positivt i 2010. Her havde serien i gennemsnit 525.000 seere og en share på 26 procent blandt de 21-50-årige.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}