"Station 2 Special" om Amanda Knox

19. oktober 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

Er den unge amerikanske kvinde uskyldig eller sex-morder? Dokumentarprogram kommer nærmere svaret mandag 24. oktober.


Mandag 24. oktober kl. 20.50 ,viser TV 2 dokumentaren "Station 2 Special: Uskyldig eller sex-morder?" om den 24-årige amerikanske kvinde Amanda Knox, der først blev dømt men så for nylig frikendt for et brutalt sex-drab. Men hvad er sandheden?

I november 2007 fandt italiensk politi liget af den 21-årige engelske studerende Meredith Kercher. Hun blev fundet halvnøgen i en blodpøl med halsen skåret over, og hun lå i soveværelset i det hus, som hun delte med Amanda Knox. Hendes krop var dækket med knivstik og blå mærker, og kriminalteknikere fandt spor af et seksuelt overgreb.

Amanda Knox og hendes ekskæreste blev idømt henholdsvis 26 og 25 års fængsel, og har siden kæmpet for at blive frikendt, som de så blev for nylig. Men hvad er sandheden om Amanda Knox - er hun uskyldig eller er hun sexmorder?

I dokumentarprogrammet møder vi både Amanda Knox' forældre, venner, efterforskere fra politiet og anklagere, som tager os med ind i det italienske retssystem og afdækker, hvordan det er at være fremmed, dømt og fængslet i et andet land.

Med udgangspunkt i såvel Perugia i Italien, hvor drabet på Meredith fandt sted, og Seattle i USA, som er Amandas hjemby, prøver programmet at optrævle de juridiske beviser og påstandene for at se, hvad der egentlig skete med Meredith Kercher 2. november 2007 og hvilken rolle, Amanda Knox i givet fald skulle have spillet i drabet.

Se "Station 2 Special: Uskyldig eller sex-morder?" mandag 24. oktober kl. 20.50 på TV 2.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}