"Operation X: Jagten på billethajerne"

29. august 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

Sæsonpremieren på TV 2s undersøgende dokumentarprogram handler om supersælgere og falske billetter.

Morten Spiegelhauer går på jagt efter billethajer i "Operation X" torsdag 6. september. (Foto: Peter Mühlhausen / TV 2)


Se med på sæsonpremieren på "Operation X" torsdag 6. september, når Morten Spiegelhauer kulegraver en stor international billet-virksomheds ulovlige forretningsmetoder, og afslører hvordan tusindevis af danske billetkøbere bliver snydt.

Viagogo er officielt en online-markedsplads, hvor fans, der ligger inde med billetter, de alligevel ikke kan bruge, kan sælge til andre fans. Firmaet selv har intet med billetsalget at gøre – siger de. Videresalg af billetter til overpriser er nemlig ulovligt i Danmark.

Men med skjult kamera afsløres det, hvordan Viagogo i virkeligheden tjener deres mange millioner kroner ved at snyde både billetkøberene og de kunstnere, hvis arrangementer mange gerne vil ind og se. Firmaet står nemlig selv bag salget af en stor del af de billetter, der sælges til overpriser på deres hjemmesider.

I ledtog med supersælgere
Supersælgere – eller professionelle billethajer - står bag mange af de billetter, der sælges til voldsomme overpriser hos Viagogo. Ved hjælp af en stor bunke kreditkort og falske identiteter kan de skaffe hundredevis af billetter til et enkelt arrangement.

Viagogo er i løbende kontakt med de professionelle billethajer og tjener mange penge på deres ulovlige virksomhed via de gebyrer, der tages for hver eneste transaktion. Men Viagogo har også andre måder at skaffe billetter på.

Gennem aftaler med koncertarrangører får de allokeret et antal billetter, der sælges på hjemmesiden til overpris. Ifølge aftalen mellem Viagogo og koncertarrangørerne, får arrangøren 90 % af den overpris, Viagogo kan afsætte billetterne til.

Undercover som koncertarrangør
"Operation X"-redaktionen går undercover som koncertarrangør for at undersøge, om Viagogo også har aftaler om salg af billetter til overpriser med danske koncertarrangører. Og det har de.

En kendt dansk koncertarrangør har ifølge Viagogo præcis den samme aftale, som "Operation X"s undercoverjournalist bliver tilbudt: 90 procent af overprisen på de billetter, der sælges af Viagogo.

Falske billetter
Mens Viagogos forretninger de sidste par år støt er vokset i Danmark, er raseriet blandt de mange tusinde fans vokset tilsvarende. Mange har nemlig prøvet at betale dyre overpriser for billetter hos Viagogo for efterfølgende at opleve at blive afvist ved indgangen til arrangementet, fordi det viste sig, at billetterne var falske.

Morten Spiegelhauer opsøger og konfronterer bagmændene, der tjener styrtende på at snyde danskerne.

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}