"Natholdet" på danmarksturné

18. april 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

I næste uge tager Anders Breinholt og forskellige medværter forbi fire danske byer for at sende "Natholdet".

Anders Breinholt og redaktionen af "Natholdet" tager i næste uge på turné til fire forskellige danske byer. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)


Fra mandag 23. april og fire dage frem tager Anders Breinholt og redaktionen på "Natholdet" for første gang på danmarksturné for at sende det underholdende late night-program fra fire forskellige danske byer.

Mandag 23. april: Musikhuzet, Rønne. Medvært: L.O.C.

Tirsdag 24. april: Albani, Odense. Medvært: Andreas Bo.

Onsdag 25. april: Beredskabsstyrelsens kaserne, Haderslev. Medvært: Signe Lindkvist.

Torsdag 26. april: Knudsens, Holstebro. Medvært: Christian Fuhlendorff.

Anders Breinholt siger om ideen om at tage på turné:

- Vi tager rundt i landet, fordi vi godt vil give noget tilbage til seerne. Vi er så heldige, at vi hver uge kan vise en række klip med almindelige danskere fra bl.a. de regionale TV 2-stationer, og vi har seere fra hele Danmark, der løbende hjælper os med tips og gode ideer til programmet. Dem vil vi godt ud og møde.

Byer, som "Natholdet" holder meget af
De fire udvalgte steder er byer, "Natholdet" holder meget af. På Bornholm har Anders Breinholt som barn tilbragt de fleste ferier med familien, og som ung mand var han med Civilforsvaret udstationeret på klippeøen. "Natholdet" har tidligere bragt en specialudgave fra Bornholm, og Anders elsker ganske enkelt øen.

"Natholdet" har også valgt at gøre stop på Fyn, fordi fynboer ifølge Breinholt er nogle meget dejlige mennesker, der ofte har været med i programmerne. Fyn er spydspidsen midt i det danske, og fra Fyn sender "Natholdet" fra en af øens større virksomheder, Albani, fordi rigtige mennesker, der har et rigtigt job, fortjener at komme i fjernsynet.

Den beredskabsmæssige spydspids mod syd - Haderslev – fortjener naturligvis også at komme i fjernsynet. "Natholdet" sender fra byens kaserne med 70-80 værnepligtige.

Som "Natholdet"s faste seere vil vide, er der en del personer i TV SYDs sendeområde, som redaktionen holder rigtig meget af. Der er gode chancer for, at "Natholdet" denne aften får besøg af madlavnings- og energispare-ekspert Ingrid Hauge samt Kurt Leth fra programmet ”Kaffe med Kurt”. Desuden vil Familie-kanalen i Esbjerg interviewe Anders Breinholt.

Selvfølgelig også til Holstebro
Knudsens i Holstebro er ligeledes nøje udvalgt.

- Alle komikere og musikanter, der har optrådt dér, taler om, at det er et sted, der er værd at besøge, så vi glæder os meget til at sende fra landets formentlig smukkeste teatersal. Og så er Holstebro hjemsted for vores absolutte favorit TV 2-region, TV/MIDT-VEST. I dette område bor nogle af Danmarks skønneste danskere, og det er dem, de viser på TV/MIDT-VEST. Vi sender derfor hele 40 minutter fra Holstebro, siger Anders Breinholt.

"Natholdet" får denne aften besøg af manden, der af seerne er kendt som arm-i-ko og modelflysamleren Jan Lindebjerg, kendt af seerne som ask-i-lomme.

- Vi glæder os til at komme på tur rundt i regionalområderne og møde nogle af de mennesker, vi har vist klip med. Alle dem, vi har mødt i vores program, går vi ud og giver et kram. Vi vil gerne personligt til den enkelte sige tusind, tusind tak, fordi du er, som du er. Uden alle dem, der tør være sig selv, ville der ikke være noget, der hedder "Natholdet", siger Anders Breinholt.

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}