"Kvægræs" er tilbage

26. januar 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

Det bliver en forrygende kamp om ære, når TV 2 Zulu blænder op for ”Kvægræs 2 - Kampen om ære” torsdag 3. februar.

Holdet i "Kvægræs 2 - Kampen om ære".


Der er sadlet op til hæsblæsende action i anden sæson af ”Kvægræs”, når 12 kendte danskere forlader den trygge andedam og for en periode lever det hårde liv som kvægdrivere i Arizona.

Alt er på spil, når dette års deltagere i to hold dyster i ægte cowboydyder og om de ærefulde titler som årets sejeste cowboys og zulu-sheriffer. Det kræver benhård træning, og i seriens otte programmer vil de 12 danskere lære at kaste med lasso, brændemærke kvæg, ride rodeo og skyde med gevær, ligesom de skal sove under præriens åbne himmel.

Årets vært, Pelle Hvenegaard, skal sammen med to garvede og vejrbidte Arizona-cowboys forsøge at holde styr på de to hold i deres kamp for at tæmme det bissende kvæg.

Bokser Mads Larsen og sangerinde Kat Stephie fra "Sukkerchok" i "Kvægræs 2 Kampen om ære".

En oplevelse for livet
Årets kvægræs-deltagere vil gøre alt for at vinde, og det går vildt for sig under konkurrencerne, hvor vilde heste, ustyrlige tyre, giftige slanger, dræberbier og bjørneangreb bliver hverdagskost for de 12 deltagere.

For flere af deltagerne har turen til det vilde vesten været en oplevelse for livet.

- Før jeg deltog i kvæg-ræset, vidste jeg ikke, at jeg er en fighter, der nægter at give op. Det har styrket mig mentalt at være med, siger Kat Stephie fra ”Sukkerchok”.

”Kvægræs 2” har også gjort stort indtryk på radiovært og stand-up komiker Mads Vangsø:

 - Det har været en kæmpe hestemundfuld og en fuldstændig vild og grænseoverskridende oplevelse for en lille nordsjællænder som mig. Det var en stor udfordring at sove sammen med klapperslanger, skorpioner og 11 mennesker, man ikke kender, siger Mads Vangsø.

Kat Stephie og Mads Vangsø galoperer over prærien sammen med håndboldspiller Lars Rasmussen, komiker Jan Elhøj, danser og skuespillerinde Maria Erwolter, komiker Carsten Bang, bokser Mads Larsen, skuespiller Alexandre ”Wupti-Pede” Willaume, sangerinde Sandra Hakky, komiker Geo, tidligere vejrvært og reporter Eva Nabe og tidligere "Popstars"-deltager Alex Ambrose.

-----------------------------

”Kvægræs 2 - Kampen om ære" sendes torsdage på TV 2 Zulu med premiere torsdag 3. februar kl. 21.50.

-----------------------------

Se "Kvægræs 2 Kampen om ære"-trailer med Carsten Bang HER.

Se "Kvægræs 2 Kampen om ære"-trailer med Mads Larsen HER.

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}