"Jobbet har mere end levet op til mine forventninger"

01. december 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

Merete Eldrup har 1. december været TV 2s adm. direktør i to år. I dette interview gør hun status over en periode med krisestyring, fyringsrunde, ”TV 2-kulturen”, koncernstrategien, programmerne og fællesskabet i en virksomhed, der er delt på to adresser.

Merete Eldrup har 1. december været TV 2s administrerende direktør i to år. (Fotos: Ricky Molloy / TV 2)


Det blev en ganske anden opgave end forventet, Merete Eldrup skulle løse, da hun mandag 3. december 2007 trådte ind ad døren på Kvægtorvet som TV 2s nye administrerende direktør.

I stedet for at etablere nye kanaler og konsolidere TV 2s aktiviteter stod der hurtigt økonomiske problemer og krisestyring øverst på opgavelisten. Og fem måneder efter sin tiltræden måtte Merete Eldrup gennemføre direktionens og bestyrelsens spareplan på cirka 200 millioner kroner, afskedige 136 medarbejdere og lukke TV 2 Radio, TV 2 Forlag og andre nye forretningsområder.

- Det var en hård tid for TV 2s medarbejdere, men det var paradoksalt nok også en tid, som gjorde mig positivt overrasket. I forbindelse med fyringsrunden fik jeg ikke én eneste negativ kritik fra TV 2s medarbejdere. Tværtimod blev jeg mødt af opbakning og forståelse fra mange, som erkendte, at ekspansionen ikke kunne fortsætte. Mange var også optaget af et ønske om at gøre afskeden så pæn som muligt for dem, der ikke længere kunne være hos os, siger Merete Eldrup og fortsætter:

- I mit tidligere job havde jeg ofte hørt om ”TV 2-kulturen” og ”TV 2-ånden”. Måske var jeg lidt skeptisk over for, om denne ”ånd” nu også fandtes, men her levede virksomheden og medarbejderne klart op til denne TV 2-kultur. Her var der fokus på helheden og på, hvordan vi kunne komme videre, og der var ingen, der forsøgte at slå på andre afdelinger med forskellige anklager. Det var en fantastisk ånd og en meget sund kultur i lyset af den hårde omgang, alle havde været igennem.

Der kom oven i købet mails til Merete Eldrup fra medarbejdere, som fandt, at der var synd for hende, at hun skulle indlede sin tid på TV 2 med økonomisk krise og afskedigelser.

- Jeg takkede for omsorgen, men jeg har ikke et job, hvor man behøver have ondt af mig. I det hele taget er jeg hver dag glad for at gå på arbejde på Kvægtorvet og på Teglholmen, og jobbet på TV 2 har mere end levet op til mine forventninger, siger Merete Eldrup.

Merete Eldrup: "Vi har sat ord på, hvad TV 2 vil og skal i de kommende år."

Ny koncernstrategi
Samtidig med krisesty-ringen og spareplanen var Merete Eldrup stærkt fokuseret på at skabe et velfungerende og tillidsfuldt samarbejde med bestyrelsen, som netop havde fået ny formand og næstfor-mand. Det er lykkedes til fulde.

Også samarbejdet i ledergruppen og i direktionen, der fra foråret 2008 bestod af to nye TV 2-direktører og to erfarne TV 2-direktører, var i fokus.

- Det er lykkedes at skabe den helt rigtige holdfølelse i ledergrup-pen og direktionen, og den er blevet forstærket gennem arbejdet med
TV 2s koncernstrategi. I direktionen syntes vi egentlig, det stod klart i vores hoveder, hvad strategien var, men igennem processen blev vi tvunget til at tænke over mange emner og deres indbyrdes sammenhæng. Det har ført til, at vi i direktionen og bestyrelsen nu har en strategiplan, som vi helhjertet kan kalde VORES. Vi har sat ord på, hvad TV 2 vil og skal i de kommende år, siger Merete Eldrup, som også har roser til de 20 medlemmer af ledergruppen:

- Selvfølgelig skal ledergruppens medlemmer kæmpe for hver deres ønsker og forslag, og naturligvis har vi plads til diskussion og uenighed. Men TV 2 har heldigvis en ledergruppe, som først og fremmest tænker på helheden og ikke på magtkampe, og som har et fælles ønske om at udvikle et endnu stærkere TV 2.

Også over for medarbejderne har koncernstrategien - med fokus på hovedkanalen som Danmarks Største Fællesskab, på nichekanalerne og på TV 2 NET - været en god ledetråd, vurderer Merete Eldrup.

- På direktionens møder i efteråret 2009 med alle afdelinger har stemningen og holdningen været klar: TV 2 ser fremad, og koncernstrategien viser vejen.

Tilbage på Christiansborg og Slotsholmen
Blandt Merete Eldrups nye arbejdsopgaver på TV 2 er håndteringen af større juridiske sager, herunder EU-sager. Til gengæld er en anden opgave – de jævnlige samtaler i det politiske miljø og i ministerierne - ikke ny for Merete Eldrup, der tidligere har arbejdet i Finansministeriet.

- Det er næsten som at vende tilbage til det politiske liv, og det er en stor fordel for mig, at jeg kender systemerne og strukturerne på Christiansborg og Slotsholmen, siger Merete Eldrup.

"TV 2 har to adresser, så langt øjet rækker, og subkulturer er OK, men det er uhyre vigtigt at fastholde fællesskab og samling på trods af to adresser", siger TV 2s administre-rende direktør.

Udfordring:
TV 2 på to adresser
Netop samtalerne i det politiske miljø er medvirkende til, at Merete Eldrup ikke hver uge har mulighed for at arbejde i Odense to dage om ugen.

- Det er min store udfordring. Jeg vil gerne komme mere til Odense, men lige nu har samtaler med politikere og embedsmænd i København høj prioritet, siger Merete Eldrup, der ser en stor opgave i at sikre fællesskab på TV 2 på trods af de to adresser.

- Det må aldrig blive op-levet sådan, at Kvægtorvet er ”det gamle TV 2”, som er fastlåst, mens Teglhol-men er ”det nye TV 2”, som ikke forstår rødderne. TV 2 har to adresser, så langt øjet rækker, og subkulturer er OK, men det er uhyre vigtigt at fasthol-de fællesskab og samling på trods af to adresser. Det er også en stor opgave for TV 2s afdelingschefer, der stort set alle sammen har medarbejdere på begge sider af Storebælt, siger Merete Eldrup.

Ser så meget fjernsyn som muligt
TV 2-direktøren ser så meget fjernsyn som muligt for at følge med i TV 2-kanalernes nye programmer, og hun indrømmer gerne, at hendes holdning til tv-mediet og til TV 2s programmer er ændret i de seneste to år.

- I min tid i JP/Politikens Hus har jeg nok haft det synspunkt, at man ikke bør bruge for meget tid på tv og letbenede programmer – uden at jeg kendte programudbuddet på tv særligt godt. I dag – hvor jeg ser meget mere tv – oplever jeg kvaliteten, seriøsiteten og udviklingen i TV 2s programmer, og jeg mærker, hvordan TV 2 vil noget med sit indhold på kanalerne og på nettet, siger Merete Eldrup, hvis fire børn i alderen 10-23 år også holder af at se fjernsyn og er gode ”anmeldere”.

- Børnene ser meget TV 2s kanaler, men de ser også andre kanaler. Og det er kun for at hjælpe mig, siger de. De kalder det ”konkurrentovervågning”, smiler Merete Eldrup, der bl.a. glæder sig over TV 2s nye og stærke fokus på dansk fiktion.

- Forleden så jeg de to første afsnit af ”Blekingegade” ved gallaforestillingen i Dagmar i København, og det gjorde mig stolt. ”Blekingegade” er et program-fyrtårn i et meget højt kvalitetsniveau. Det er fantastisk, at TV 2 også kan tilbyde danskerne den type fiktion, siger Merete Eldrup. 

--------------------------------

Læs mere om TV 2s koncernstrategiplan her.

Koncernstrategi: Læs om TV 2s mediepolitiske ønsker her.

Det skrev pressen om TV 2s nye koncernstrategi.

Læs om øget fokus på TV 2s nichekanaler.

Koncernstrategi: Ekstra fokus på TV 2s hovedkanal.

Satsning på TV 2 NET: Kraftig vækst i bannersalg.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}