"Flere tematiserede politiske dueller, tak!"

19. december 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

Berlingskes topchef roser TV 2 NEWS for at give plads til tematiseret og grundig politisk debat.

Redaktør Søren Søltoft og vært Lotte Mejlhede før debatten på TV 2 NEWS mandag 13. december. De to er igen henholdsvis redaktør og vært for duellen mandag 20. december. (Fotos: Anders Helmer / TV 2)


Flere danske avisredaktører roser nu TV 2 NEWS for at give plads til grundige politiske debatter, som det skete mandag 13. december om sundhedspolitik, og som det sker mandag 20. december om skolepolitik.

En af dem er Berlingske Tidendes ansvarshavende chefredaktør, Lisbeth Knudsen, som i sin avis kalder det interessant, at ”TV 2 NEWS, der mere og mere sætter sig markant på den politiske tv-formidling”, løb med debatten mellem Lars Løkke og Villy Søvndal om overbetaling af privathospitaler foran DR.

TV 2 NEWS stillede krav om, at debatten skulle vare mindst 30 minutter, og det kommenterer Lisbeth Knudsen således:

”Tak for det. Det var befriende, at de to politikere fik lov til at tale ud i godt en time. Hvem der tabte, og hvem der vandt afgøres nok mest af ens eget politiske ståsted, men i hvert fald fik alle en mulighed for at blive klogere på, hvad der skiller i den politiske diskussion om vores sundhedsvæsen.”

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) interviewes af Politikens Martin Kaae efter duellen på TV 2 NEWS mandag 13. december.

"Temadebatterne
giver mere dybde"
Lisbeth Knudsen ønsker tematiserede politiske dueller.

”Vi har i den grad brug for at få kvalificeret den politiske debat og substansen i meningsforskellene mellem partierne gennem tematiserede, dybgående politiske dueller styret af kompetente, uafhængige ordstyrere, der ikke skal stjæle billedet selv, men sørge for at der kommer ordentlige svar på spørgsmålene. De store alt-godt-fra-havet-debatter bliver alt for ofte til politiske boksestævner med pointgivning til, hvor mange stød der kan sættes ind mod modstanderen. God underholdning ,men ikke særligt oplysende tv.

Temadebatterne giver mere dybde og indhold og meningsudvekslinger på et andet niveau. Måtte erkendelsen af, at dette faktisk godt kan interessere seerne nå frem også til DR . Det må være en kerneopgave for DR at have sådanne tilbud på DR1 , så de ikke skal være forbeholdt seere med TV2 NEWS-abonnement”, slutter Lisbeth Knudsen sin kommentar.

---------------------------

Læs også:

"Spin-krig når TV 2 NEWS anklages for at afgive redigeringsret"

Stor interesse for politisk duel

Søvndal og Løkke mødes til endnu en duel

Politisk duel om sundhed passer perfekt til TV 2 NEWS

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}