"Den nøgne sandhed" på TV 2

29. december 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 har nu udvalgt nogle af de mandlige paneldeltagere til det nye talkshow med Cecilie Frøkjær, der har premiere fredag 8. januar.

Cecilie Frøkjær er tilbage på skærmen i "Den nøgne sandhed". (Foto: Henrik Ohsten)


Ingen emner er hellige, når Cecilie Frøkjær inviterer det modsatte køn i studiet i det nye talkshow ”Den nøgne sandhed”, som sendes første gang fredag 8. januar.

Hver fredag vil et panel på tre mænd i samspil og modspil med Cecilie Frøkjær tage alverdens emner til debat og udfordres i, hvor forskelligt de to køn kan se på tingene.

I det faste panel kan seerne glæde sig til at møde bl.a. skuespilleren Kim Bodnia, politisk kommentator Peter Mogensen, tv-vært Anders Breinholt, skuespiller og instruktør Nikolaj Steen og skuespilleren Jonas Schmidt.

- Der skal stærke personligheder til at stå op imod en velforberedt og velargumenteret Cecilie Frøkjær, der bakkes op af et kvindeligt publikum. Jeg er glad for, at vi med bl.a. de nævnte paneldeltagere har et hold, der kan tage debatten med Cecilie – og gøre det både personligt og humoristisk, siger TV 2-redaktøren på ”Den nøgne sandhed”, Jes Schrøder.

Livlig og ærlig debat
De mandlige paneldeltagere repræsenterer et bredt spektrum inden for politik, underholdning og medier. Der er lagt op til en livlig og ærlig debat, når Cecilie Frøkjær får dem i studiet – klar til at forklare sig på deres køns vegne. Det kræver mod og mandshjerte, og Cecilie Frøkjær er klar til at gå planken ud med sine mandlige paneldeltagere.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med programmerne og til at udfordre mændene i deres syn på aktuelle emner og verdens i øvrigt forunderlige gang. Men samtidig vil jeg ikke kun være den, der stiller spørgsmålene. Jeg kan også blive afkrævet svar i programmerne, siger Cecilie Frøkjær.

Cecilie Frøkjær er en Danmarks mest populære værter og har vundet flere priser for sit talent på skærmen. Gennem mere end 12 år var Cecilie Frøkjær bl.a. vært på ”Go’ morgen Danmark” - i mange år med Michael Meyerheim som fast makker og i de senere år Morten Resen som medvært.

Nu skal Cecilie Frøkjær stå på egne ben – uden nogen medvært. Til gengæld vil det faste panel på tre mænd være parat til at give Cecilie modspil samt forsvare og forklare deres køn – og Cecilie Frøkjær er klar til at give svar på tiltale.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}