"Armadillo" indstillet til EFA-pris

27. oktober 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

Filmen er nomineret til prisen som Europas bedste dokumentarfilm.

Fra "Armadillo". (Foto: Lars Skree)


Den danske dokumentarfilm "Armadillo", som TV 2 har været med til at støtte, er nu blevet indstillet til ETA-prisen, som er prisen for Europas bedste dokumentarfilm. Prisen uddeles ved "European Film Awards", der finder sted lørdag 4. december i Tallinn.

- Det er en kæmpe ære at være udpeget som én af årets bedste og væsentligste europæiske film. Filmen har skabt bølger ud over Danmarks grænser, og det er jeg virkelig glad for. Nomineringen understreger, at dansk dokumentarfilm er et stærkt internationalt brand. EFA er jo den europæiske pendant til Oscar, og anerkendelsen betyder også, at filmen sælger bedre i udlandet – og dermed er med til at styrke et levende dokumentarfilmmiljø i Danmark, siger filmens instruktør Janus Metz i en pressemeddelelse fra DFI.

Flotte anmeldelser og anerkendelse
"Armadillo" har siden verdenspremieren i Cannes, hvor den vandt hovedprisen i serien Critics' Week, fået flotte anmeldelser og anerkendelse fra flere kanter. I starten af oktober vandt filmen prisen for bedste dokumentarfilm, "Det Gyldne Øje", på Zürich Film Festival.

"Armadillo" vises på TV 2 6. januar
"Armadillo" vises på TV 2 torsdag 6. januar, hvor hele TV 2-aftenen er dedikeret til temaet ”Danmark i krig”. Efter at have vist filmen om de danske soldater i Afghanistan sender TV 2 en politisk debat om Danmarks deltagelse i krigen.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}