"Anna Pihl" vender tilbage

30. juni 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

Fra mandag 5. juli kl. 20.00 kan man se eller gense tredje sæson af TV 2s populære politiserie "Anna Pihl".

Charlotte Munck i titelrollen i politiserien "Anna Pihl".


Når tredje sæson af TV 2s politiserie "Anna Pihl" genudsendes på TV 2 fra mandag 5. juli, er Anna efter veloverstået prøvetid blevet ansat i Efterforskningen. Det nye job er mere råt og actionfyldt end hendes tidligere arbejde som forhandler. Jobbet stiller store krav, og indimellem har hun svært ved at få arbejds- og privatliv til at hænge sammen.

Ny kollega
I sit nye job i Efterforskningen får Anna en ny kollega. Det er Mik, som har været kriminalassistent i tre-fire år. Mik er midt i 30'erne og lever i fast parforhold med kone og to børn. Og til trods for, at han nok er lidt af en sorgløs drengerøv, så er han samtidig en seriøs politimand med en stor faglig stolthed. Han kan være temperamentsfuld, men han er også i besiddelse af en god portion humor, og han er en god kollega og en solid støtte - ikke mindst for Anna.

Gamle kendinge
Men tredje sæson er også et gensyn med gamle kendinge. Efter sit lidt for personlige engagement i en narkosag afsoner Mikala nu sin dom i Vestre Fængsel, og selv om det naturligvis begrænser samværet for de to veninder, har Anna stadig kontakt til både Mikala og hendes familie.

Også kollegerne Kim og Karim har Anna stadig et fint forhold til, selv om de ikke kommer til at have den daglige kontakt fremover - nu, hvor de jo arbejder i hver deres afdeling.

Om det vil give problemer, vil tiden vise, for også inden for politiet er der forskel på folk. De civilklædte kriminalbetjente i Efterforskningen rangerer højere i hierarkiet, og det er blandt andre dem, der er med til at sende deres uniformerede kolleger i eksempelvis Ordenspolitiet ud på de mere rutineprægede opgaver.

På privatfronten er Anna - efter at forholdet til kollegaen Martin gik i stykker - nu kæreste med sin svenske forhandler-kollega, Daniel, og de er meget glade for hinanden. 

Store udfordringer
Nye og store udfordringer venter Anna - både privat og professionelt. Så der er lagt op til et spændende møde med både nye og gamle bekendte i tredje og sidste sæson af serien om Anna Pihl.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}