Oversigt: Årets Knæk Cancer-programmer på TV 2

Knæk Cancer-ugen bliver indledt søndag 22. oktober og kulminerer med det store ’Knæk Cancer Live’-show lørdag 27. oktober

Knæk Cancer-ugen bliver indledt søndag 22. oktober og kulminerer med det store ’Knæk Cancer Live’-show lørdag 27. oktober

17. oktober 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

Årets Knæk Cancer-programmer sendes fra søndag 22. oktober. Her er overblikket over ugens programmer.

I uge 43 løber TV 2s årlige Knæk Cancer-uge af stablen, og det sker med visningen af kendte og nye programmer, der sætter fokus på oplysning om kræft og indsamling af penge til forskning, forebyggelse, behandling og patientstøtte. Ugen kulminerer med det store indsamlingsshow ’Knæk Cancer Live’ lørdag 28. oktober på TV 2 til fordel for Kræftens Bekæmpelse.

Ud over de særlige Knæk Cancer-programmer ventes TV 2-regionerne at lave nyheds- og aktualitetsindslag om kræft, kræftbehandling og Knæk Cancer i løbet af ugen.

’Go’ morgen Danmark’ og ’Go’ aften Danmark’ knækker cancer 
Også ’Go’ Morgen Danmark’ og ’Go’ aften Danmark’ vil på alle ugens hverdage ('Go’ morgen Danmark’ tillige i weekenden) bringe interviews og indslag med danskere, som har eller har haft kræft og kræftbehandling inde på livet.  

Derudover rejser ’Go’ morgen Danmark’ og ’Go’ aften Danmark’ rundt i landet og sender live, når ’Knæk Cancer tager på tur til fire danske byer' – nemlig Skive (mandag 23. oktober), Silkeborg (tirsdag 24. oktober), Vejle (onsdag 25. oktober) og Roskilde (torsdag 26. oktober). 

Alle Knæk Cancer-programmer, som TV 2 har rettigheder til at sende på sin streamingtjeneste TV 2 PLAY, kan ses gratis på tjenesten. Her vises allerede nu de fire programmer ’Rigets børn’ fra 2003, der fulgte livet på børnekræftafdelingen på Rigshospitalet. 

Nedenfor fremgår oversigten over Knæk Cancer-programmerne i den rækkefølge, de sendes:

Ansel Elgort som Augustus Waters og Shailene Woodley som Hazel Grace Lancaster i det amerikanske drama 'En flænge i himlen' fra 2014. Filmen er baseret på John Greens prisvindende roman. (Foto: TV 2)

TV - søndag 22. oktober 2017 klokken 21.00 på TV 2

Tv-premiere: ’En flænge i himlen’ 
TV 2s store Knæk Cancer-uge indledes i år med søndagsfilmen 'En flænge i himlen', som er baseret på John Greens prisvindende roman ’The Fault in Our Star’. Filmen omhandler den kvikke 16-årige pige Hazel Grace Lancaster, der er syg af kræft og derfor altid må slæbe rundt på en iltflaske. 

Til et møde i en støttegruppe støder hun tilfældigvis ind i drengen Gus, der mistede sit ene ben pga. sygdommen, men nu er erklæret rask. Et venskab og en forelskelse spirer frem mellem Hazel og Gus, der er fælles om en skarp humor og en foragt for det konventionelle. De sætter sig for at rejse til Holland for at møde Hazels yndlingsforfatter, inden det er for sent.

I maj 2015 mistede den tidligere professionelle fodboldspiller Rio Ferdinand sin kone. Hun døde af brystkræft, kun 34 år. Et år efter er han fortsat i gang med at bearbejde sorgen og de konsekvenser, konens død har haft for ham og hans tre børn. (Foto: TV 2)

TV - søndag 22. oktober 2017 klokken 23.10 på TV 2

Britisk dokumentar: ’Fodboldstjerne og alenefar’
Senere på aftenen sendes den britiske dokumentar ’Fodboldstjerne og alene far’ (Originaltitel: ’Rio Ferdinand: Being mum and dad), hvor vi følger den tidligere professionelle fodboldspiller Rio Ferdinand. Hans kone døde af brystkraft i maj 2015, kun 34 år. 

Et år efter er Rio Ferdinand fortsat i gang med at bearbejde sorgen og de konsekvenser, konens død har haft for ham og hans tre børn. Denne dokumentar følger Rio Ferdinand, når han møder andre familier, der har oplevet dødsfald og smertelige tab, og undersøger hvilken hjælp der er for forældre og børn, der har oplevet at miste.

Mathilde med sin mor, Pernille. (Foto: Hansen & Pedersen Film og Fjernsyn / TV 2)

TV 2 - mandag 23. oktober 2017 klokken 21.05 på TV 2

Knæk Cancer: Gensyn med Rigets børn
Som en del af TV 2s store ’Knæk Cancer’-uge sendes dokumentaren ’Gensyn med Rigets børn’, hvor vi besøger tre familier, som vi første gang mødte i TV 2-dokumentarserien 'Rigets børn' i 2003. Dengang var Jasmin på 3 år, Fini på 4 år og Mathilde på 8 år i behandling på Rigshospitalets Børnekræftafdeling - dokumentarprogrammerne fra 2003 kan ses gratis her.

I dag, 14 år senere, er børnene fra dengang unge voksne i alderen 18-24 år. De er alle erklæret raske og har livet foran sig, men hvordan har opholdet på børnekræftafdelingen påvirket dem og deres familier, og hvilken indflydelse har mødet med en livstruende sygdom haft på deres livskvalitet og livsbane?

Dokumentaren genudsendes søndag 29. oktober klokken 13.25 på TV 2.

Karl William, Michael Falch, Aura, Dorthe Gerlach, Søren Huss, Caroline Henderson og Burhan G i 'Toppen af poppen knækker cancer'. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

TV 2 - tirsdag 24. oktober 2017 klokken 20.50 på TV 2

Toppen af poppen knækker cancer
Tirsdag aften er årets artister fra ’Toppen af poppen’ igen samlet for at hylde ildsjælene i det danske sundhedsvæsen, der arbejder hårdt for at knække cancer og for at støtte kræftramte og deres familier.

Mikkel Beha Erichsen er vært, når Burhan G, Caroline Henderson, Søren Huss, Dorthe Gerlach, Karl William, Aura og Michael Falch fortolker hinandens sange og samtidig byder på en skøn cocktail af egne hits og smukke duetter.

Du kan desuden møde nogle af dem, der har haft kræft tæt inde på livet, og høre, hvordan medarbejdere i sundhedsvæsnet gjorde en forskel for deres kræftforløb. 

Julie Gehl er læge og pioner inden for ny kræftbehandling. (Foto: Lea Vinter Sonne / TV 2)

TV 2 - onsdag 25. oktober 2017 klokken 20.00 på TV 2

Knæk Cancer: Eksperiment for livet
Onsdag vises dokumentaren ’Eksperiment for livet, hvor vi følger Julie Gehl og Erik Hugger Jacobsen, der begge er læger og pionerer inden for ny kræftbehandling. De bruger eksperimentelle behandlingsmetoder i kampen for at finde nye, mere effektive og skånsomme behandlinger mod kræft.

Vi følger de to læger og også to kræftpatienter, der med livet som indsats har sagt ja til at deltage i forsøgene i håbet om, at den eksperimentelle behandling kan forlænge deres liv og samtidig hjælpe videnskaben til at komme et skridt tættere på at knække cancer.

Dokumentaren genudsendes søndag 29. oktober klokken 14.10 på TV 2.

Sofie Lassen-Kahlke med dansepartneren Michael Olesen. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)

TV 2 – fredag 27. oktober 2017 klokken 20.00

Vild med dans knækker cancer
Fredag rykker 'Vild med dans' ud af studiet på Amager og ind på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, når der denne gang samles penge ind til Kræftens Bekæmpelse. Parrene danser jive, tango, cha-cha-cha og slowfox, men ingen sendes hjem, når 'Vild med dans knækker cancer'.

Du kan også være med til at 'knække cancer', og der er masser af flotte præmier på højkant, blandt andet en lækker bil, hvis ejer findes blandt dem, der har støttet.

’Vild med dans knækker cancer’ genudsendes lørdag 28. oktober klokken 12.10 på TV 2.

-----

TV 2 – fredag 27. oktober 2017 klokken 21.35

Vild med dans knækker cancer - tre helt almindelige dansere går på gulvet
Umiddelbart efter at parrene har danset, byder 'Vild med dans' igen tre helt almindelige danskere velkommen på dansegulvet, når vi knækker cancer. Fælles for de tre er, at de har haft cancer tæt inde på livet, og de har sagt ja til at danse for at samle penge ind til kampen mod kræft.

De tre modige nydansere får hjælp fra tre professionelle dansere fra 'Vild med dans'-familien, når vi denne gang betræder de skrå brædder på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. 

Programmet genudsendes lørdag 28. oktober klokken 13.25 på TV 2.

To TV 2-værter - Cecilie Frøkjær og Mikkel Beha Erichsen - har igen sagt ja til at være ambassadører for årets Knæk Cancer-kampagne, og de er desuden værter på 'Knæk Cancer Live'. (Foto: Martin Juul / TV 2)

TV 2 - lørdag 28. oktober 2017 klokken 20.00 og klokken 22.25 på TV 2.

Det store indsamlingsshow ’Knæk Cancer Live’
TV 2s store Knæk Cancer-uge kulminerer med indsamlingsshowet 'Knæk Cancer Live' lørdag aften, når værterne Cecilie Frøkjær og Mikkel Beha Erichsen kridter banen op for en uforglemmelig aften fyldt med oplysning, underholdning, alvor og overraskelser.

På scenen står Medina, Suspekt, Jesper Binzer og Carpark North klar til at spille, og i kommunikationscenteret sidder en række kendte og tager imod de mange opkald og fine donationer - store som små. Alle donationer sker til fordel for Kræftens Bekæmpelse.

Vi stiller også om til flere steder rundt om i landet og viser danskernes store opbakning til Knæk Cancer. Alle bidrag gør en forskel og har i de senere år gjort det muligt at realisere kræftprojekter inden for især forskning, forebyggelse og patientstøtte.

-------

Læs mere om TV 2s og Kræftens Bekæmpelses Knæk Cancer-samarbejde her.

Læs mere om, hvad Knæk Cancer-indsamlingen 2017 går til her.

Følg med og læs nyheder på Knæk Cancer-sitet her.

Billede {0} af {1}