Opdrag en vinder - dine børn fortjener det

Familien Nørgaard fra Odder, som du kan møde i premieren på 'Opdrag en vinder'. Familiens fire børn er vant til et liv uden pligter og ansvar. Forældrene klarer alt - også selv om de ved, at serviceniveauet ikke er det samme uden for hjemmets fire vægge. De har derfor bedt om hjælp til at ruste deres børn bedre til fremtiden. (Fotos: Bermuda / TV 2)

Familien Nørgaard fra Odder, som du kan møde i premieren på 'Opdrag en vinder'. Familiens fire børn er vant til et liv uden pligter og ansvar. Forældrene klarer alt - også selv om de ved, at serviceniveauet ikke er det samme uden for hjemmets fire vægge. De har derfor bedt om hjælp til at ruste deres børn bedre til fremtiden. (Fotos: Bermuda / TV 2)

27. december 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

Opdragelse er noget, der interesserer de fleste. Fra tirsdag 2. januar sætter TV 2 fokus på opdragelsen og på den udskældte generation af curlingforældre og giver gode råd til, hvordan du opdrager dine børn til at blive selvsikre, omsorgsfulde og begejstrede verdensborgere.

Den moderne familie er udfordret. I en travl hverdag, hvor vi helst vil have kvalitetstid med ungerne, mister vi grebet om det ansvar, der påhviler os som forældre. Vi vil helst undgå konflikter og kommer til at sige ja, hvor vi burde sige nej. Og børneopdragelsen går måske ikke helt, som vi drømmer om.

I TV 2s nye programserie 'Opdrag en vinder' er de to skarpe og dedikerede eksperter Nicolai Moltke-Leth og Sofie Münster klar til at vise alle os famlende og inkonsekvente forældre, som opererer på mavefornemmelsen, hvordan vi med viden og deres opskrift kan få vores ungers bedste og fulde potentiale til at udfolde sig. 

Fire familier har sagt ja til at lade de to eksperter rykke ved deres måder at gå til forældrerollen på. Ved hjælp af en håndfuld klare og simple principper og oceaner af viden og erfaring til at bakke det op vil eksperterne vise, at alle kan opdrage en vinder. Ikke vindere, som dem på medaljeskamlen, men selvsikre, omsorgsfulde og begejstrede verdensborgere.

'Opdrag en vinder' kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY fra tirsdag 2. januar 2018 – umiddelbart efter 'Årgang 0'. Se trailer for programserien nederst i denne artikel.

Eksperterne i 'Opdrag en vinder' er Nicolai Moltke-Leth, der bl.a. er kandidat i sociologi, master i positiv psykologi og tidligere jægersoldat, samt Sofie Münster, der bl.a. står bag online-magasinet Nordic Parenting med op til 500.000 læsere om måneden.

De to eksperter: Nicolai Moltke-Leth og Sofie Münster

Nicolai Moltke-Leth er kandidat i sociologi, master i positiv psykologi og tidligere jægersoldat. Han har siden 2007 stået bag virksomheden True North, som har trænet mere end 20.000 teenagere i personligt lederskab og sociale kompetencer. En proces, hvor unge mennesker finder et stærkere fodfæste i sig selv og styrker deres evne til at navigere i verden omkring dem. I 2013 etablerede Nicolai True North Efterskole, som fokuserer balanceret på udviklingen af elevens faglige, personlige og sociale kompetencer.

Sofie Münster står bag online-magasinet Nordic Parenting, som har op til 500.000 læsere om måneden. Hun har derudover skrevet bestselleren 'Klog er noget man øver sig på' og har netop udgivet bogen 'Kærlighed er ikke nok', der handler om, hvordan vi forældre ruster vores børn til at klare modstand og får gladere, stærkere og mere omsorgsfulde børn.

De fire familier i 'Opdrag en vinder'

Et all inclusive-liv for børnene
Hos familien Nørgaard i Odder er familiens fire børn vant til et all inclusive-liv helt uden pligter og ansvar og med konstant udbud af mad og alverdens lækkerier, der passer til enhver smag. I allerbedste mening klarer forældrene alt, men de er også klar over, at serviceniveauet ikke er det samme uden for hjemmets fire vægge. Derfor har de bedt eksperterne Nicolai Moltke-Leth og Sofie Münster om hjælp til at ruste deres børn til fremtiden.

Familien Munk Nielsen i Vang ved Thisted (billedet) har bedt eksperterne Nicolai Moltke-Leth og Sofie Münster om hjælp til at opdrage deres drenge til at blive 'vindere'.

Forældrene fikser alt
Hos familien Munk Nielsen i Vang ved Thisted er de bidt af fodbold, og al deres fritid går med det. For at få hverdagen til at hænge sammen er det forældrene, der fikser alt. Men med halvstore drenge i familien er de klar over, at den livsstil ikke holder på den lange bane. Derfor har de bedt de to eksperter om hjælp til at ruste drengene til fremtiden. 

En hverdag med konflikter
Familien Høgdall-Hansen fra Hedensted er en kærlig familie med tre børn under seks år. Men i en presset hverdag fylder konflikterne, og forældrene ender med at skælde mere ud, end de overhovedet ønsker, og i husfredens navn ender forældreparret med at klare det meste for børnene. Derfor har de nu bedt de to eksperter om hjælp til at ændre kurs. 

Frustreret alenemor
Hos familien Tegen i Slangerup tilbringer de to teenagebørn det meste af tiden på værelset. Alenemoren Anja oplever, at det er næsten umuligt at råbe teenagerne op og ender frustreret med at klare det meste selv. Også selv om hun ved, at hun gør børnene en bjørnetjeneste, når de om få år skal stå på egne ben. Derfor har hun bedt om hjælp til at få styrket sammenholdet som familie og få inddraget teenagerne på en god måde.

Billede {0} af {1}