OL-guldvinderne i aktion

Mikkel Hansens og resten af landsholdets første kamp er mod Holland i Brøndby Hallen torsdag 3. november klokken 20.25. (Fotos: Scanpix / TV 2)

Mikkel Hansens og resten af landsholdets første kamp er mod Holland i Brøndby Hallen torsdag 3. november klokken 20.25. (Fotos: Scanpix / TV 2)

02. november 2016;
Af: TV 2 Kommunikation

Mikkel Hansen og co. spiller EM-kvalifikationskampe mod Holland og Letland direkte på TV 2. På TV 2 SPORT kan du i weekenden følge U21-landsholdet.

For første gang siden de vandt OL-guld i Rio, skal det danske herrelandshold i håndbold i kamp igen. Det er mod Holland på hjemmebane i Brøndby torsdag 3. november og på udebane mod Letland søndag 6. november.

Begge kampe er kvalifikationskampe til EM i håndbold i Kroatien i 2018, og kampene bliver vist direkte på TV 2. Morten Ankerdal er vært, ekspert i studiet er Claus Møller Jakobsen, og Thomas Kristensen og Bent Nyegaard kommenterer.

Står i håndboldens tegn
Der er virkelig noget at se frem til for alle de danskere, der sætter pris på håndbold, når det er allerbedst. De kommende måneder på TV 2, TV 2 SPORT, TV 2 PLAY og på sport.tv2.dk kommer nemlig til at stå i håndboldens tegn.

Til december skal det danske damelandshold spille EM i Sverige, og til januar skal de danske håndboldherrer se, om de kan supplere OL-guldet med en VM-medalje, når de skal kæmpe for Danmark under VM i Frankrig. Men inden de spændende slutrunder går i gang, skal herrerne spille to vigtige kampe for at kvalificere sig til EM i Kroatien 2018.

Det danske herrelandshold skal i kamp for at kvalificere sig til EM i håndbold i Kroatien 2018. (Foto: TV 2)

Et landshold med skadesproblemer
Første kamp er mod Holland i Brøndby Hallen torsdag 3. november klokken 20.25. Holland bør være en overkommelig modstander for Danmark på hjemmebane, og selvom landsholdet har skadesproblemer og må undvære profiler som Casper U. Mortensen, Mads Mensah og Jannick Green m.fl., bør sejren ikke glippe.

Efter kampen mod Holland og det efterfølgende pressemøde med landsholdet, der bliver sendt på TV 2 SPORT fredag 4. november klokken 10.30, skal de danske OL-guldvindere op imod Letland på udebane i Valmiera i Letland søndag 6. november klokken 16.

Eftersom det danske landshold er blandt de bedste i verden, og Letland er en lilleput-nation inden for håndbold, så vil alt andet end en sikker sejr til Gudmundur Gudmundssons hold være en skuffelse. Men alt kan ske i håndbold - og de lettiske spillere har masser af opbakning af deres fans i hallen i Valmiera.

U21-landskampe på TV 2 SPORT
Ud over de to landskampe er der også mulighed for at få et indblik i morgendagens håndboldstjerner på TV 2 SPORT i den kommende weekend.

Her skal Danmarks U21-landshold spille en firenationers-turnering mod virkeligt stærke modstandere, nemlig de nykårede europamestre fra Spanien, sølvvinderne fra Tyskland og bronzevinderne fra Frankrig.

Den splinternye hal Skanderborg Fælled lægger gulv til turneringen, og i de flotte nye rammer møder de danske U21-drenge Spanien fredag 4. november klokken 20.20. Kampen mod Frankrig sendes lørdag 5. november klokken 19.20, mens opgøret mod Tyskland spilles og vises søndag 6. november klokken 12.20.

Alle kampe under turneringen, også dem uden dansk deltagelse, bliver vist direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Billede {0} af {1}