Oh Land, Wafande og Joey Moe er klar til en ny omgang 'Voice-junior'

10. september 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

Nu får en ny række børn mulighed for at vise deres sangtalent for hele Danmark og for de tre populære coaches. En ny sæson af 'Voice – junior' får premiere lørdag 20. september på TV 2.

De tre coaches Joey Moe, Wafande og Oh Land indtager igen de røde stole og sidder klar til at hjælpe børnene med at gøre drømmen til virkelighed. (Fotos: Per Arnesen / TV 2)

Der er garanti for gåsehud og masser af spænding, når Danmarks unge sangtalenter i alderen 8-14 år atter slår sig løs på scenen i 'Voice – junior'. De tre coaches Joey Moe, Wafande og Oh Land indtager igen de røde stole og sidder klar til at hjælpe børnene med at gøre drømmen til virkelighed. 

Mikkel Kryger er vært, og Emilie Päevatalu, som vandt 'Voice – Danmarks største stemme' i 2012, er backstage-vært. Sammen vil de guide seerne igennem de flotte musikalske præstationer og de store følelser – både på og bag scenen.

Og der er store følelser involveret, både fra børnenes side og hos coachene. Det kunne man f.eks. opleve i første sæson, da Oh Land i tårer skulle sende et af sine talenter ud af konkurrencen. At børnene ville påvirke dem i så høj grad, kom bag på alle coachene.

’Voice – junior’ er endnu et led i TV 2s stærke satsning på weekendunderholdning. ’Vild med dans’ og ’Breinholt & Venner’ er på skærmen fredag aften, mens ’Toppen af poppen’ er TV 2s populære tilbud til seerne søndag kl. 20.00.

Se trailer for 'Voice – junior' her.

Joey Moe er den ene af de tre coaches i 'Voice – junior'. (Foto: TV 2)

Joey Moe: Børnene fylder i mine tanker
Da Joey Moe takkede ja til at medvirke i første sæson, anede han ikke, hvor omfattende en opgave han var kommet på, og hvor tæt han ville blive med børnene:

- Da jeg sagde ja til den første sæson af 'Voice – junior', tænkte jeg, det er fint, så laver jeg samtidig en plade. Men det kan man ikke! Børnene optager én så meget – de er i ens tanker og følelser. Man har bare lyst til at hænge ud med dem. Det er svært at slippe børnene igen, og coachingen fortsætter faktisk også, efter at programmet er slut. Man vil gerne sørge for, at de har det godt, at de tager sig sammen i skolen og samtidig holder drømmen om musik intakt, siger Joey Moe, der sammen med Melina vandt 'Voice – junior' i første sæson.

Også Oh Land nikker genkendende til, at man automatisk knytter sig til børnene:

- Man kommer virkelig til at holde af de børn. Nu bliver det spændende at lære nogle nye børn at kende og arbejde med nogen, der er helt anderledes. Det er enormt givende at være med til at påvirke dem i deres fremtidige musikalske retning, fortæller Oh Land, som er rejst fra New York til Danmark for at optage de nye programmer.

Den altid smilende dancehall-sanger Wafande er glad for igen at være med i 'Voice – junior'.

Wafande: Nu vælger børnene mig
Den altid smilende dancehall-sanger med danske, franske og afrikanske rødder er glad for igen at være med i 'Voice – junior'. Og i forhold til sidste år ser han en klar tendens, når børnene skal vælge coach ved blind auditions:

 - I første sæson valgte alle børnene Joey Moe, men denne gang er der mange flere, der vælger mig. Efter at de har set programmet, har jeg fået vist, at jeg kan andet end at rappe, og nu vælger de så mig, siger Wafande med et glimt i øjet og fortsætter: 

- Selvfølgelig vil jeg gerne vinde denne gang, men det er ikke det vigtigste. Det handler om, at børnene skal være glade, og så er det i virkeligheden lige meget, hvilken placering man ender med at få.

Alle tre coaches har stadig kontakt til de tre børn, de havde med i finalen. Både Joey Moe og Oh Land havde henholdsvis Melina og Rud med til deres koncert i Tivoli, og Wafande inviterede Cille med til Grøn Koncert. 

Hele familien kan samles om 'Voice – junior' lørdag aften fra 20. september på TV 2 og TV 2 PLAY. Den store finale, hvor seerne kårer vinderen via en sms-afstemning, bliver sendt direkte lørdag 22. november.

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}