Nyt værtspar i "LPS"

08. september 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

Når der torsdag 9. september er sæsonpremiere på det prisvindende sportsmagasin "LPS", er det med et nyt værtspar i spidsen.


Det er Rikke Rønholt og Christian Høgh Andersen, der byder seerne velkommen, når TV 2s sportsmagasin "LPS" har sæsonpremiere torsdag 9. september kl. 22.40.

Rikke Rønholt debuterede i foråret, mens Christian Høgh Andersen er ny mand på "LPS". Og han ser frem til at fortsætte jagten på de bedste historier fra sportens verden,

- Vi er dedikeret til at grave lidt dybere, end dagligdagens nyhedsstrøm giver mulighed for, og personligt håber jeg, at vi fortsat kan levere de bedste historier fra sportens verden - og få skurkene frem i lyset, når der er skurke, siger Christian Høgh Andersen og tilføjer:

- Jeg håber på at få alle hovedpersonerne i studiet. "LPS" skal nemlig være det bedste sted at tale ud uanset, om man er helt eller skurk.

Årets bedste sportsprogram
"LPS" vandt for nylig TvPrisen som årets bedste sportsprogram. I begrundelsen hedder det blandt andet, at "programmet er klasser over tilsvarende sportsprogrammer", "redaktionen er ikke gået i seng med hverken kilder eller sportsområde, men er villig til at gå nye veje med dristige eksperimenter og en altid kritisk tilgang" og "vi har her figenbladet i en del af tv-verdenen, der
ellers beskyldes for følgagtighed".

Prisen gør naturligvis programmets redaktør, Peter Hougesen, stolt, men han ved også godt, hvorfor prisen gik til "LPS".

- Vi arbejder hårdt og ydmygt på at give seerne de bedst tænkelige tv-oplevelser fra sportens verden. Hvad enten det handler om landsholdsspillere i fodbold, der føler sig bondefanget af et vindmøllefirma, eller om en glad Caroline Wozniacki, der har muligheden for at blive nummer et i verden, siger redaktøren og tilføjer:

- Vi vil være begejstrede, når danske sportsudøvere opnår noget ekstraordinært, vi vil være nærgående og kritiske, når der er grund til det, og vi vil give seerne tv-oplevelser, som de husker, når vi laver en flot og fascinerende reportage.

Bag facaden hos Laudrup
I sæsonpremieren kommer seerne bag facaden hos Michael Laudrup, der er i gang med en ny tilværelse som træner på ferieøen Mallorca - og besøget hos Laudrup handler om meget mere end "bare" fodbold.

"LPS" besøger også fodboldmålmanden Brian "The Beast" Jensen, der surmuler over den behandling, han fik af DBU, da han var indkaldt til landsholdet. Og "LPS Lab" tester, om det kan lade sig gøre at stå på vandski efter en kajak.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}