Nyt stort ’Rockshow’ med smæk på til TV 2 CHARLIE

Anders Blichfeldt, forsanger i Big Fat Snake, er vært for nyt musikformat ’Rockshow’ på TV 2 CHARLIE. (Foto: Morten Raarup / TV 2)

Anders Blichfeldt, forsanger i Big Fat Snake, er vært for nyt musikformat ’Rockshow’ på TV 2 CHARLIE. (Foto: Morten Raarup / TV 2)

23. maj 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

Anders Blichfeldt, forsanger i Big Fat Snake, samler det bedste af dansk rock og pop i en række ’Rockshow’-koncerter hen over sommeren. De nye musikprogrammer bliver vist på TV 2 CHARLIE i efteråret.

Tøsedrengene, Peter A.G., Sanne Salomonsen og Rasmus Nøhr er blandt de navne, som vært Anders Blichfeldt kan præsentere på 'Rockshow'- scenen henover sommeren. Med musik fra 80'erne og 90'erne sætter 'Rockshow' gang i byerne med den musik, vi alle sammen kender og kan synge med på.

Det er første gang, at Anders Blichfeldt skal være vært for et tv-program, og han var ikke i tvivl, da han blev tilbudt værtsrollen:

- Jeg sagde ja, da det er en ære at tage den rolle og få lov til at repræsentere musikken fra min egen generation. Jeg glæder mig til at stå på scenen sammen med både kolleger og folk, jeg ser op til. Det bliver fedt at stå i spidsen for et program, der tager musik alvorligt, siger han, og fortsætter:

 - Publikum kan se frem til et show, hvor de kender de fleste af sangene. Men de bliver også præsenteret for noget nyt engang imellem. Både Sanne Salomonsen og Lis Sørensen skal hver synge et nyt nummer, og det er forfriskende. Som vært synger jeg tre numre til hvert show, og da de fleste af kunstnerne til 'Rockshow' synger på dansk, har jeg valgt at synge numre af udenlandske kunstnere, som jeg godt kan lide som f.eks. Otis Redding, The Eagles og Huey Lewis and the News - noget, der sætter gang i festen, fortæller Anders Blichfeldt.

De fem danske byer, der hver lægger hus til to koncerter, er Nyborg, Karrebæksminde, Silkeborg, Horsens og Kalundborg. Alle koncerterne sendes på TV 2 CHARLIE til efteråret, men allerede til sankthans kan seerne få en smagsprøve på 'Rockshow', når TV 2 CHARLIE i den anledning sender direkte fra Karrebæksminde fredag 23. juni kl. 20.50. Her kan seerne for første gang opleve musikprogrammet på skærmen med populære kunstnere som Tøsedrengene, Lis Sørensen, Lars Lilholt og Back to Back.

Læs mere om 'Rockshow' og se hvilke kunstnere, der optræder i byerne her.

Billede {0} af {1}