Nyt NEWS-magasin: ’Brexit, Boris og briterne’

TV 2 NEWS' nye magasin 'Brexit, Boris og briterne' sendes første gang onsdag 4. september klokken 19.23.

TV 2 NEWS' nye magasin 'Brexit, Boris og briterne' sendes første gang onsdag 4. september klokken 19.23.

03. september 2019;
Af: Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

Onsdag 4. september har TV 2 NEWS premiere på et nyt magasin, der vil give indsigt i det langvarige – nærmest uendelige – drama i Storbritannien.

Der er mindre end to måneder til det Brexit – hårdt eller blødt – som premierminister Boris Johnson har lovet briterne. Samtidig har han suspenderet det britiske parlament fra næste uge og frem til 14. oktober – så hvordan kommer de næste uger til at forløbe?

Forlader Storbritannien EU pr. 31. oktober? Bliver det en hård Brexit uden en aftale med EU, eller ender det med nyvalg i UK? Eller noget helt tredje eller fjerde?

TV 2 NEWS-vært Charlotte Beder. (Foto: Claus Troelsgaard / TV 2)

Nyt, ugentligt magasin
I forbindelse med Brexit-dramaet, som i disse dage vokser til nye højder, igangsætter TV 2 NEWS et nyt, ugentligt magasin med Charlotte Beder som vært. Magasinet ’Brexit, Boris og briterne’ vil give indsigt i det nærmest uendelige drama i Storbritannien.

- TV 2 NEWS’ seere har vist meget stor interesse for den løbende dækning af Brexit, siden briterne ved folkeafstemningen for mere end tre år siden stemte ja til at forlade EU. Vi vil gerne give seere og brugere et tilbud om at dykke et spadestik dybere ned i den britiske debat og anskueliggøre, hvilke konsekvenser en hård eller blødere Brexit kan få for danske virksomheder, Danmark og det øvrige Europa, siger Ulla Østergaard, politisk udviklingschef på TV 2 NEWS.

’Brexit, Boris og briterne’ sendes første gang onsdag 4. september klokken 19.23 – umiddelbart efter 19 Nyhederne. Foreløbig er magasinet planlagt til og med udgangen af oktober.

Billede {0} af {1}