Ny TV 2-støttet ”Far til fire”-film

02. oktober 2008;
Af: TV 2 Kommunikation

Underholdningen er i top, når Lille Per vender tilbage i den tredje ”Far til fire”-film. Det sker i ”Far til fire – På hjemmebane”, der har biografpremiere fredag 3. oktober.

I den nye "Far til fire"-film, "Far til fire - På hjemmebane" går Lille Per og Onkel Anders på jagt efter en lommetyv, der har stjålet Fars pengepung.

Far og hans fire børn lever lykkeligt i deres lille rækkehus, og Onkel Anders er fjollet og distræt som altid. Så alting er med andre ord som normalt, indtil Far får stjålet sin pung indeholdende firma-tipsklubbens tipskupon med 13 rigtige.

Lille Per og Onkel Anders indleder en aktion for at finde lommetyven og Fars pung, men det er sværere end som så. Heller ikke hjælp fra skolens uvorne drenge Dennis fører i første omgang til opklaring af det fatale tyveri.

Imens er hjemmets vante rutiner gradvis ved at gå i opløsning. Ole bliver kæreste med skaterpigen Stella, Mie laver musikvideo med veninden Julie, og Søs bekymrer sig om, om Peter husker deres to års-dag. Og så bliver Lille Per væk og kommer på sporet af lommetyven.

Resten af familien starter en eftersøgning af Lille Per, men spørgsmålet er, om de finder ham i tide.

”Far til fire – På hjemmebane” er instrueret af Claus Bjerre, der også instruerede de to første film, og på samme måde er det Niels Olsen, der spiller far, Jess Ingerslev er Onkel Anders, og de fire børn spilles af Sidse Mickelborg, Kathrine Bremerskov Kaysen, Jakob Wilhjelm Poulsen og Kasper Ruwai Berg Kesje.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}