Ny sæson af 'Kan man spise sig rask?' på TV 2

Læge Pia Norup og ernæringsekspert Umahro Cadogan hjælper ti syge danskere gennem et kost- og motionsforløb på 12 uger i anden sæson af ’Kan man spise sig rask?’ (Foto: Henrik Stenberg / TV 2)

Læge Pia Norup og ernæringsekspert Umahro Cadogan hjælper ti syge danskere gennem et kost- og motionsforløb på 12 uger i anden sæson af ’Kan man spise sig rask?’ (Foto: Henrik Stenberg / TV 2)

Kan ti syge danskere spise og motionere sig raske på 12 uger? Følg sæson to af 'Kan man spise sig rask?' fra 30. januar på TV 2 og TV 2 PLAY.

I Danmark lider omkring en tredjedel af befolkningen af en kronisk sygdom. Sygdomme, der som regel bliver behandlet med medicin. Men måske er der andre måder at blive rask på? I anden sæson af TV 2s programserie 'Kan man spise sig rask?' skal ti danskere med forskellige sygdomme og lidelser i 12 uger teste, om de kan blive raske eller symptomfrie med sund kost og motion.

Eksperter i ernæring og livsstilsændringer
Det er ernæringsekspert Umahro Cadogan og læge Pia Norup, der guider de ti danskere gennem det 12 uger lange forløb med livsstilsændringer, kost og motion. I denne sæson forsøger de at behandle danskere, der lider af blandt andet børneeksem, leddegigt, migræne, diabetes og søvnapnø.

- Mad kan gøre det, at det kan mindske symptomerne, hvis sygdommen allerede er der, eller måske endda kurere den, siger Umahro Cadogan.

- En sund livsstil kan virkelig give håb for fremtiden, hvor man ikke troede, der var noget håb, siger Pia Norup.

Allan er 50 år og lider af søvnapnø og astma. Han er særligt plaget af søvnapnøen, der gør, at han vågner mange gange om natten og også må sove med en iltmaske. (Foto: Koncern TV- og Filmproduktion / TV 2)

Søvnapnø og psoriasisgigt
I det første ud af fem programmer møder vi Allan og Maria, der har sagt ja til at ændre deres kost og dyrke motion i 12 uger i håb om at få det bedre. Allan er 50 år og har søvnapnø og astma. Han er særligt plaget af søvnapnøen, der gør, at han vågner mange gange om natten og må sove med en iltmaske.

Allan oplever, at han altid er træt og har store smerter, når han vågner om morgenen. Allan skal tabe sig, da det vil have en gavnlig effekt på hans søvnapnø. Og så skal han skrue ned for indtaget af det røde kød, som han ellers er glad for, og i stedet skrue op for grøntsager, frugt og bær og spise mere fisk og magert kød som kylling og kalkun.

Maria er 38 år og hårdt ramt af psoriasisgigt. Hun har haft diagnosen i 26 år og er dagligt plaget af store smerter og hævelser i led. (Foto: Koncern TV- og Filmproduktion / TV 2)

38-årige Maria lider af psoriasisgigt. Det er en inflammatorisk sygdom, der kan ramme alle led i kroppen. Sygdommen påvirker Maria meget, og hun kan ikke lege med sine børn, fordi smerterne fylder så meget i hverdagen.

Maria skal i 12 uger spise en antiinflammatorisk kost, der skal hjælpe med at dæmpe betændelsestilstanden i hendes led. Hun skal have særligt fokus på mad med et højt indhold af C-vitamin som blandt andet persille, peberfrugt, grønkål, broccoli og kiwi.

Vil det lykkes Allan og Maria og de otte andre danskere at spise sig raske på 12 uger? Se med fra onsdag 30. januar klokken 20.55 på TV 2 og TV 2 PLAY.

Billede {0} af {1}