Ny "Go"-grafik

29. december 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

"Go' morgen" og "Go' aften Danmark" får nyt look fra 3. januar.

Eksempel på den nye grafik til "Go' morgen Danmark".


Mandag 3. januar går "Go' morgen Danmark" i luften med ny grafik, og senere samme dag er der også et nyt visuelt udtryk på skærmen i "Go' aften Danmark".

- Vi har lavet et nyt design, der passer endnu bedre til TV 2. Det er mere moderne og mere fleksibelt, og så udtrykker det efter vores mening de enkelte programmers identitet i højere grad end det gamle, siger Nina Colic, chefproducer og projektansvarlig hos Nordisk Film TV, der producerer "Go' morgen Danmark" og "Go' aften Danmark".

Den nye grafik er blevet til i samarbejde mellem TV 2, Nordisk Film TV og design- og animationsfirmaet Frame. Mange forslag er blevet vendt og drejet, men den endelige løsning er kendetegnet ved meget få kompromiser og stor tilfredshed for resultatet hos alle de involverede.

Eksempel på den nye grafik til "Go' aften Danmark".


- Vi synes, det ville være interessant at brande showet udelukkende på form og farve, og vi lod os inspirere af programkonceptet, som jo indholdsmæssigt er spraglet og farverigt. Og vi synes, at resultatet sammenlagt og individuelt reflekterer programmets natur, siger Thomas Bay, executive producer og partner hos Frame.

Firmaets kreative direktør og partner, Anders Schrøder, tilføjer:

- Det nye grafiske udtryk består af en række forskellige introer, der alle er skåret over samme koncept, men som visuelt benytter sig af forskellige farveskemaer og tematiske former. Pakken består naturligvis også af on air-pakken, som er blevet udviklet ud fra ønsket om, at vi ville se noget nyt i dansk tv.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}