Ny fiktionsserie på TV 2

20. maj 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

Hovedpersonerne i TV 2s nye, store, danske fiktionsserie bor – ligesom tre millioner andre danskere – i parcelhus. Optagelserne er i fuld gang.


Optagelserne til TV 2s nye, store danske fiktionsserie er i fuld gang på Filmstationen i Værløse på det areal, hvor Flyvestation Værløse tidligere lå. Her har Cosmo Film, der står for produktionen af ”Lærkevej”, bygget Danmarks nyeste parcelhusvej med huse, haver, ligusterhække og flagstænger. Hovedpersonerne i TV 2s serie bor nemlig – lige som tre millioner andre danskere – i parcelhus.

Lærkevej er Danmarks populæreste vejnavn, og TV 2s ”Lærkevej” er nummer 215 af slagsen. På overfladen ligner den en helt almindelig parcelhusvej med helt almindelige beboere, men på et pressemøde forleden kunne TV 2 afsløre, at der gemmer sig flere interessante ting under de nyklippede plæner og bag de blankpolerede ruder.

Flugten til parcelhusidyllen
Beboerne på Lærkevej bærer alle på en skæbnesvanger hemmelighed, der konstant driver dem ud i absurde og komiske situationer. Og det er netop sådan en situation, der sætter gang i handlingen og får nogle af seriens hovedpersoner, de tre søskende, Katrine, Sune og Mathilde, til at flygte fra hovedstaden til den trygge parcelhusidyl et sted i provinsen. I rollerne som de tre søskende ses Laura Drasbæk, Christian Tafdrup og Sarah-Sofie Boussnina.

På Lærkevej møder de vejens andre beboere, der spilles af bl.a. Søs Egelind, Henrik Prip, Mille Lehfeldt, Anette Støvelbæk og Claus Riis Østergaard. I første omgang tror de tre søskende, at de har fundet det perfekte sted at gemme sig og vogte på deres hemmelighed. Men der tager de fejl. Ja faktisk går det ret hurtigt op for dem, at de er kommet fra asken til ilden. For uanset hvor man flytter hen, så flytter hemmelighederne og havenissen med.

Comedy og drama
- ”Lærkevej” er en ny genre, som ikke er set før på dansk tv. Serien, der er i ti afsnit, balancerer mellem comedy og drama, mellem humor og alvor, siger TV 2s programchef Keld Reinicke.

- Fiktion kommer til at fylde meget på TV 2 i efteråret. Det er nu, seerne kan opleve resultatet af den strategi, vi har arbejdet intenst på de seneste par år. Opgaven har været at udvikle en fiktionsidentitet, der matcher de økonomiske rammer, TV 2 har, og nu glæder vi os til at præsentere hele tre nye danske fiktionsserier i efteråret. Ud over ”Lærkevej” er det familieserien ”Store Drømme og krimiserien ”Blekingegade”, fortæller Keld Reinicke.

Det er Cosmo Film med producer Mie Andreasen i spidsen, der står for produktionen. Hovedforfatter er Mette Heeno, som tidligere har skrevet manuskript til bl.a. TV 2 Zulu-serien ”Langt fra Las Vegas”, animationsspillefilmen ”Terkel i knibe” samt spillefilmene ”Nynne”, ”Supervoksen” og ”Fakiren fra Bilbao”. Christian Torpe og Tine Krull Petersen er episodeforfattere. Kasper Gaardsøe er konceptuerende instruktør. Han har tidligere instrueret bl.a. ”Sommer” og ”Livvagterne”.

Lærkevej produceres med støtte fra Public Service Puljen samt Nordisk Film- og TV-Fond.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}