Ny afstemningsmetode løfter brugeroplevelse og engagement

Når liveshowene i ’X Factor’ i disse uger ruller over skærmen hver fredag på TV 2, stemmer seerne på deres favoritter hjemme i stuen på en ny måde via deres TV 2-login i ’X Factor’-appen. (Foto: TV 2)

Når liveshowene i ’X Factor’ i disse uger ruller over skærmen hver fredag på TV 2, stemmer seerne på deres favoritter hjemme i stuen på en ny måde via deres TV 2-login i ’X Factor’-appen. (Foto: TV 2)

08. april 2019;
Af: Mads Boysen, TV 2 Kommunikation

Seerne til ’X Factor’s liveprogrammer stemmer via deres TV 2-login i ’X Factor’-appen. Det giver en række fordele både for brugerne og for TV 2.

Afstemninger og interaktion med tv-programmer er ikke et nyt fænomen. Det har eksisteret i mange former helt tilbage til udprintede bingoplader, sms-afstemninger i store underholdningsshows og i de senere år også app-afstemninger. Når liveshowene i ’X Factor’ i disse uger ruller over skærmen hver fredag på TV 2, stemmer seerne på deres favoritter hjemme i stuen på en ny måde via deres TV 2-login i ’X Factor’-appen.

- TV 2 har et strategisk mål om at give brugerne en bedre samlet oplevelse på tværs med fokus på brugerrejsen fra TV 2s gratis platforme ind mod en langsigtet abonnementsrelation til TV 2. Derfor lancerede vi sidste år ’Mit TV 2’, hvor man på tværs af alle digitale platforme har en fælles brugerprofil. Nu er vi så i luften med vores nye afstemningsmetode, hvor man stemmer via sit TV 2-login, og de foreløbige tal tyder på, at brugerne har taget rigtig godt imod den nye løsning, siger digital produktchef på TV 2, Anders Schäffner, og fortsætter:

- Grundlæggende handler det om, at vi gerne vil gøre det lettere for brugerne at engagere sig i og interagere med det indhold, vi producerer – uanset om det er på tv eller digitalt. Ud over at brugerne får en mere sikker løsning, bliver det også lettere, fordi de én gang for alle kan bruge det samme login på tværs af vores platforme frem for at skulle bruge ét login, når man vil se TV 2 PLAY, sms-beskeder og sms-verifikation når man vil stemme i et stort underholdningsprogram og et helt tredje login, når man gerne vil personalisere sine vejrudsigter i vores vejr-app.

Via mit.tv2.dk kan man oprette og tilgå sit TV 2-login, der fremover vil kunne bruges til for eksempel afstemninger i TV 2s programmer. Det er også her, man kan stille spørgsmål til sit abonnement og lettere få et overblik over, hvilke tjenester man gør brug af gennem ’Mit TV 2’.

Det er samtidig også en fordel for TV 2, at det er lettere at tilgå TV 2s indhold på tværs af platforme. Det øger nemlig brugernes engagement og brug af TV 2s indhold.

Cloudbaseret login-service
Helt konkret indeholder den tekniske løsning en ny, cloudbaseret login-service, der bruges i appen.

- I løbet af året vil den nye login-service blive integreret på tværs af TV 2 og blive anvendt af alle TV 2s digitale tjenester inkl. TV 2 PLAY og TV 2s gratis apps. Det vil øge både sikkerhed og driftsstabilitet og sikre gennemførslen af vores ’single sign on’-strategi, siger Kristian Elmo Forsström, der er ansvarlig for den tekniske løsning, der er bygget på TV 2, og fortsætter:

- Fordelen ved det nye system er, at det ligger i skyen, og at det er lavet til at kunne performe med høje peaks i antallet af brugere under for eksempel afstemninger til liveevents og til store premierer på eksempelvis nye afsnit af ’Badehotellet’. I forbindelse med ’X Factor’ liveshows, hvor vi har mere end 30.000 brugerlogins i minuttet, kan vi konstatere, at alt omkring login, afstemning og afspilning på PLAY er forløbet gnidningsfrit og som planlagt, og det er vi naturligvis glade for.

Billede {0} af {1}