’Norskov’-premiere fik TV 2 PLAY til at koge

Jackie, politimanden Toms Noacks søster, bliver spillet af Anne Sofie Espersen. Her ses hun sammen med Jakob Ulrik Lohmann i rollen som byens storentreprenør, der går under navnet ”Bonden”. (Fotos: Rolf Konow / TV 2)

Jackie, politimanden Toms Noacks søster, bliver spillet af Anne Sofie Espersen. Her ses hun sammen med Jakob Ulrik Lohmann i rollen som byens storentreprenør, der går under navnet ”Bonden”. (Fotos: Rolf Konow / TV 2)

23. september 2015;
Af: TV 2 Kommunikation

Politidramaet er den hidtil mest sete premiere på TV 2 PLAY på en ny dramaserie.

TV 2s nye politidrama ’Norskov’ satte rekord på TV 2 PLAY, da premiereafsnittet havde snigpremiere på tv-tjenesten TV 2 PLAY. Første afsnit af 'Norskov' er afspillet 85.000 gange på TV 2 PLAY, hvor afsnittet stadig kan ses gratis.

De mange påbegyndte afspilninger er rekord for en ny dramaserie, som ikke på forhånd er kendt af TV 2s seere.

- Det er en velkendt udvikling, at brugerne i stigende grad bevæger sig mod de digitale platforme. Og et af de områder, som tydeligt mærker denne tendens, er fiktion – både nye fiktionsserier og i særdeleshed nye sæsoner af serier, som danskerne kender i forvejen, siger kanalchef for TV 2 PLAY, Sune Roland Jensen.

Se trailer for afsnit 2 af ’Norskov’ herunder.

50 procent højere seerandel i Region Nordjylland
På tv blev premieren på ’Norskov’ set af 662.000 danskere, så PLAY-seningen udgør en meget betydelig del af den samlede seerinteresse for politidramaet, der er optaget i og omkring Frederikshavn. ’Norskov’ var mandagens mest sete program på alle danske kanaler.

’Norskov’s seerandel var på 32 procent. Det betyder, at omkring hver tredje dansker, som så fjernsyn klokken 20 mandag aften, fulgte ’Norskov’ på TV 2. I Region Nordjylland var seerandelen i øvrigt en halv gang højere – nemlig 48 procent.

Stor interesse fra udlandet
- Vi er både stolte og glade for ’Norskov’, der har et udtryk som ingen tidligere dansk serie. Det er en helt ny type serie på TV 2, og jeg er meget tilfreds med den store diversitet i vores serier i år med ’Badehotellet’, ’Rita’, ’Hjørdis’ og nu ’Norskov’, siger TV 2s fiktionschef, Katrine Vogelsang.

Hun glæder sig over den store udenlandske interesse for en serie, der foregår i en mindre by i Danmark.

- Det illustrerer, at der nogle gange er langt fra Frederikshavn til København. Og som frederikshavnerne siger: Vi er forbundet til resten af verden via søvejene.

’Norskov’ var allerede inden premieren i Danmark solgt til visning i Sverige, Norge, Frankrig, Tyskland, Holland, Belgien og Luxembourg samt til dvd-distribution i Australien. Der er fortsat stor international interesse hos udenlandske tv-stationer, som får mulighed for at kigge nærmere på ’Norskov’ på den internationale tv-messe MIPCOM i Cannes i oktober.

- Vi kan tydeligt mærke den stærke tillid til nordisk tv-drama, og det betyder, at investorerne ikke blander sig i indholdet, siger Katrine Vogelsang.

Blandt anmelderne fik ’Norskov’ en fin modtagelse. Flest anmeldere kvitterede med fire stjerner – Berlingske, Morgenavisen Jyllands-Posten, Fyens Stiftstidende og Nordjyske Stiftstidende – mens BT gav fem stjerner. Politikens anmelder gav tre hjerter, mens Ekstra Bladet uddelte to stjerner.

-------

Læs mere om ’Norskov’ på programsitet norskov.tv2.dk.

Følg ’Norskov’ på de sociale medier under hashtagget #Norskov.

'Norskov' på Facebook 

'Norskov' på Instagram

Jackie er søster til Tom Noack og gift med borgmester Martin Kierkegaard, som hun har kendt siden barndommen i Norskov.

Billede {0} af {1}