Nikolaj Lie Kaas vært på" Zulu Comedy Galla 2012"

TV 2 Zulus Comedy Festival vælter for fjerde år i træk storbyerne med spandevis af comedy-arrangementer og ikke mindst ”Zulu Comedy Galla 2012” i Operaen, hvor Nikolaj Lie Kaas er vært.

Nikolaj Lie Kaas bliver vært for "Zulu Comedy Galla 2012". (Foto: Per Bix / TV 2)


Zulu Comedy Festival vil fra 31. august til 9. september indtage København og Aarhus med alt, hvad der kan gå og kravle af dansk og udenlandsk comedy. Kronen på værket er ”Zulu Comedy Galla” i Operahuset 2. september, hvor Zulu har kropsvisiteret hele den danske comedy-branche og sammensat et show fyldt med live-optrædener og overraskelser samt uddelingen af Läkerol Talentprisen og kåringen af Årets Komiker. Værten bliver – ligesom sidste år - Nikolaj Lie Kaas.

- ”Zulu Comedy Galla” er for mig et helle, hvor jeg har mulighed for at få afløb for alle mine dårlige vittigheder. Jo bedre man forstår legen, man har med sit publikum, desto bedre forstår man, hvor meget man kan tillade sig i humorens navn. Det er helt sikkert mit mål at køre den endnu længere ud end sidste år, siger Nikolaj Lie Kaas.

- Vi er virkelig glade for det gode samarbejde med Nikolaj Lie Kaas. Nikolaj er for ”Zulu Comedy Galla”, hvad Billy Crystal er for Oscar-showet, siger kanalchef Maiken Wexø og tilføjer:

- Sidste års ”Zulu Comedy Galla” slog alle Zulus rekorder som det mest sete program i kanalens historie stærkt efterfulgt af ”Zulu Awards”. Jeg er så stolt af, at når Zulu ruller den røde løber ud -hvad enten det er til ”Zulu Awards” eller ”Zulu Comedy Galla” - samler vi de største danske navne og ikke mindst en masse seere ved skærmen.

Ti dage i København og Aarhus - og flere end 150 arrangementer 
”Zulu Comedy Galla 2012” er en del af den ti dage lange festival med shows på små og store scener i København og Aarhus. Man kan glæde sig til onemanshows, quiz, impro, film, open mike, late night mike, testshows, musik og ikke mindst Zulu Canal Tours.

Både nye og kendte komikere gæster festivalen, blandt andre Simon Jul, Lasse Rimmer, Christian Fuhlendorff, Brian Mørk, Mick Øgendahl, Carsten Eskelund, Simon Talbot, Tobias Dybvad, Elias Ehlers, Michael Schøt, Rune Tolsgaard & Esben Pretzmann, Mikael Wulff og Jan Gintberg samt en række udenlandske profiler, heriblandt den amerikanske komiker Kevin Hart, der har slået Eddie Murphys salgsrekord med sit populære onemanshow i USA.

På tv og zulu.dk
Zulu Comedy Festival indtager også tv-skærmen, og her viser TV 2 Zulu tv-premierer på bl.a. Rune Klans ”Det Blå Show”, Carsten Bangs ”Plukker kameler” og Martin Brygmanns ”De fleste ulykker sker med lemmet” samt hits som Mick Øgendahls ”Propaganda”, Linda Ps ”Rommen er en tøjte”, Jonatan Spangs ”Familie” og mange, mange flere. 

Det er - som altid - seerne, der bestemmer, hvem der skal kåres som Årets Komiker. De nominerede er: Bodil Jørgensen, Jan Gintberg, Casper & Frank, Mick Øgendahl og Lasse Rimmer.

Så gå ind og stem på zulucomedyfestival.dk, hvor du også finder hele programmet for Zulu Comedy Festival 2012. Billetsalget til de mange comedy-arrangementer er allerede i fuld gang.

”Zulu Comedy Galla 2012” vises på TV 2 Zulu søndag 9. september fra klokken 20.00.