Nikolaj Lie Kaas siger "Tillykke Margrethe"

Nikolaj Lie Kaas er vært ved TV 2s fødselsdagsshow for dronningen i Aarhus 8. april. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Når TV 2 fejrer dronning Margrethe med et kæmpe fødselsdagsshow direkte fra Musikhuset Aarhus onsdag 8. april fra kl. 20.00, er det med den populære skuespiller som vært.

Hvad giver man Hendes Majestæt Dronningen i 75-års fødselsdagsgave? Det funderer skuespiller Nikolaj Lie Kaas over lige nu, for man skal selvfølgelig have en gave med, når man skal være vært ved TV 2s fødselsdagsshow for dronningen i Aarhus 8. april. Showet, der sendes direkte fra kl. 20.00, finder sted i Musikhuset Aarhus og overværes af den kongelige familie og en række officielle gæster, som Kongehuset selv inviterer.

- Jeg er stolt over at være med til at fejre Hendes Majestæt Dronningen. Jeg er ikke nervøs, men jeg håber virkelig, vi giver hende en aften, der bliver så vedkommende en hyldest, som den kan blive, og jeg glæder mig til at være med til at gøre hende i godt humør, siger Nikolaj Lie Kaas.

Et overflødighedshorn af underholdning
Fødselsdagsshowet kommer til at stå i underholdningens tegn med masser af farverige indslag med musik, sang og dans. Seerne, gæsterne ved showet og ikke mindst dronning Margrethe kan se frem til at blive underholdt af blandt andre Ørkenens Sønner, de kongelige balletdansere Ida Praetorius og Sebastian Haynes og skyggeteatergruppen Attraction Performances fra Ungarn. De musikalske indslag står blandt andre amerikanske Josh Groban, Rasmus Seebach og Anne Linnet for.

- Det er med stolthed, at TV 2 fejrer hele Danmarks dronning – både med dette fantastiske fødselsdagsshow direkte fra Aarhus og med direkte transmissioner 15. og 16. april. Det er en ganske særlig anledning, at vores dronning fylder 75 år, og vi håber, at rigtig mange vil være med til at fejre hende med os både på tv-skærmen, men også på de sociale medier, hvor vi gerne vil skabe Danmarks største fødselsdagskort til dronningen, siger TV 2s event- og udviklingschef Ulla Pors Nielsen.

Fest fra Aarhus hele dagen
Det er første gang, Musikhuset Aarhus danner ramme om en officiel fødselsdagsfejring af regenten. TV 2 sender fra Aarhus fra om formiddagen, hvor regentparret kører gennem byen og modtages på Rådhuset til frokost. Senere stilles om til Musikhuset, når de mange gæster og ikke mindst regentparret og familie ankommer.

Selve showet begynder kl. 20.00, og efter showet fortsætter TV 2 transmissionen med et veloplagt kommentatorpanel, når den kongelige familie går kur.

Se trailer for 'Festaften i Musikhuset Aarhus' her.