Niels Brinch i terrorens fodspor

31. august 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 NEWS markerer tiåret for 11. september 2001 med seks nyproducerede programmer, hvor TV 2-journalist Niels Brinch rejser i terrorens fodspor.


Hver aften kl. 19.30 fra mandag 5. september til og med lørdag 10. september viser NEWS et 25 minutters program om nogle af de største terrorangreb, siden al-Qaeda for ti år siden satte en ny verdensdagsorden med angrebet på tvillingetårnene i New York.

- Vi har talt med kvalificerede øjenvidner og eksperter og tager udgangspunkt i fem af de største angreb inden for de seneste ti år, fortæller Niels Brinch.

Det første program handler om angrebet 11. september 2001, og Niels Brinch har i New York talt med bl.a. CNNs New York-chef Darius Walker. Dagen efter er vi i Madrid, som i marts 2004 blev ramt af bombeterror. Her møder Niels Brinch den spanske kvinde Monica Sanchez, der i første omgang blev erklæret død efter bombningen, der ramte Madrids togsystem.

Onsdag er London i centrum. Storbyen blev i sommeren 2005 udsat for flere bomber i undergrundsbanerne og busser, og det viste sig, at såkaldte selvradikaliserede muslimske unge mænd stod bag. Mænd, der enten var født eller opvokset i England.

Torsdag 8. september sætter Niels Brinch fokus på bomberne i Mumbai i november 2008 og fredag 9. september er vi rykket til Stockholm og Skandinavien, hvor den første selvmordsbomber i Norden sprængte sig selv ihjel i december 2010.

Det sidste program, som sendes lørdag 10. september, handler om højreekstremisme og tager udgangspunkt i Utøya-tragedien fra i sommer. Niels Brinch er i Oslo, og seerne møder bl.a. den unge dansker Patrick Piscot, der var tæt på at blive likvideret af Anders Behring Breivik i juli i år.

Niels Brinch har lavet de seks programmer sammen med fotograf Casper Steinmetz og producer Claus Bekker Reinholdt.

Niels Brinch er også med, når TV 2 markerer tiåret for 11. september-angrebene i USA. Det sker søndag 11. september fra kl. 14 og kl. 20 på TV 2. Her er Natasja Crone på plads i New York sammen med bl.a. TV 2-journalist Ulla Terkelsen og TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz.

Mandag 5. september – New York
Terrorangrebet mod bl.a. World Trade Center, New York, september 2001
Øjenvidne: Darius Walker, CNNs chef i New York
Ekspert: Brynjar Lia, norsk terrorekspert

Tirsdag 6. september - Madrid
Bombeterror, marts 2004.
Øjenvidne Monica Sanchez, spansk kvinde, der i første omgang blev erklæret død.
Ekspert: professor Fernando Reinares, spansk terrorekspert.

Onsdag 7.september - London
Bombeterror, juli 2005.
Øjenvidne: journalist Duncan Gardham, Daily Telegraph, som dækkede angrebet.
Ekspert: Marc Sageman, retspsykiater og har arbejdet for CIA.

Torsdag 8.september – Mumbai, Indien
Bombeterror, november 2008.
Ekspert: Bruce Riedel, tidl. CIA-ansat og rådgiver for flere amerikanske præsidenter.

Fredag 9. september - Stockholm/Skandinavien
Selvmordsbombe, december 2010.
Øjenvidne: journalist Per Gudmundson, Svenska Dagbladet.
Ekspert: Magnus Ranstorp, svensk terrorekspert.

Lørdag 10. september - Oslo
Højreekstremisme/Utøya/Oslo, juli 2011.
Øjenvidne: Patrick Piscot, dansker, der var tæt på at blive skudt på Utøya.
Ekspert: professor Tore Bjørgo, ekspert i højreekstremisme og ansat ved Politi Højskolen i Oslo.

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}