NEWS-strategi giver ny seerrekord

De dramatiske overenskomstforhandlinger på det offentlige område blev dækket intensivt på TV 2 NEWS, der i april 2018 fik sin næststærkeste måned nogensinde - kun overgået af folketingsvalgmåneden juni 2015. (Arkivfoto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix / TV 2)

De dramatiske overenskomstforhandlinger på det offentlige område blev dækket intensivt på TV 2 NEWS, der i april 2018 fik sin næststærkeste måned nogensinde - kun overgået af folketingsvalgmåneden juni 2015. (Arkivfoto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix / TV 2)

TV 2 NEWS har haft sit bedste 1. halvår nogensinde og er fjerde største kanal i Danmark. ”Vi vil betyde mere for danskerne, også når breaking news-klokkerne ikke bimler, og det er lykkedes”, siger kanalens chef.

Et stigende antal danskere har et stort behov for at blive opdateret på nyhedsfronten og for at få baggrund og analyse – og det ses på tv-forbruget i 1. halvår 2018.

Her er TV 2 NEWS nemlig en af årets foreløbige vindere. Kanalen fik sit bedste 1. halvår nogensinde og er i årets første seks måneder Danmarks fjerde mest sete kanal med en seerandel på 4,4 procent.

NEWS har flere daglige seere og brugere, selv om udbredelsen af kanalen er faldet i de senere år. Den fremgang hænger ifølge NEWS-kanalchef Ulla Pors Nielsen sammen med den strategi, som blev lagt for TV 2 NEWS for halvandet år siden.

- NEWS skal betyde mere for danskerne – også når skærmen ikke er gul, og breaking news-klokkerne bimler. Vi vil tilbyde masser af substans, analyse og baggrund, så NEWS er mere relevant på alle tider. Det er lykkedes, og det er vi enormt stolte af. Det er god, klassisk public service, der virker, siger Ulla Pors Nielsen.

Voksende engagement fra seere og brugere
TV 2 NEWS oplever stigende interesse for dansk og international politik, og i 1. halvår var også interessen for de dramatiske overenskomstforhandlinger enorm.

- Folk ville vide, om de skulle på arbejde, strejke eller lockoutes, og om deres børn kunne komme i skole eller institution. Derfor nyhedsdækkede vi overenskomstforhandlingerne dag og nat på NEWS, og vi havde stort set alle hovedpersonerne i forhandlingerne med i interviewprogrammet ’Lippert’, der i 1. halvår 2018 har godt 50 procent flere seere end i den tilsvarende periode i 2017.

- I en tid, hvor man jævnligt hører beklagelser over, at folk ikke gider følge med i samfundsudviklingen, oplever vi det modsatte. Vi har voksende engagement fra seere og brugere, og det er kolossalt positivt, siger Ulla Pors Nielsen.

Kanalchef for TV 2 NEWS, Ulla Pors Nielsen. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

TV 2 NEWS oplever seerfremgang over store dele af døgnet, herunder i morgenfladen med fokus på ”nyheder, du kan bruge til din dag”, samt i dagfladen, hvor NEWS nu gør tydeligere opmærksom på, at kanalen holder øje med udvalgte nyhedsbegivenheder og dækker dem, så snart der er nyt at fortælle.

Rekord 10 måneder i træk
TV 2 NEWS-fremgangen har været en realitet i længere tid. Tilbage i august 2017 havde NEWS sin bedste august nogensinde, og også september 2017 blev kanalens bedste september. Og sådan er det gået uafbrudt lige siden – til og med maj 2018 og dermed 10 måneder i træk – at TV 2 NEWS har haft sin stærkeste udgave af hver af de pågældende måneder.

Ulla Pors Nielsen roser i den forbindelse kanalens mange værter, som både er godt selskab for seerne og sikrer god journalistik.

- At være vært på TV 2 NEWS er efter min mening de mest krævende værtsjob herhjemme. Vores værter har en meget bred vifte af viden, så de uden varsel kan dække og interviewe om utallige og mangfoldige nyhedsbegivenheder, som pludselig opstår. Vores værter er rigtigt dygtige, og de sikrer, at man både er i stærkt journalistisk selskab og befinder sig et godt og interessant sted, når man ser NEWS, siger Ulla Pors Nielsen.

Billede {0} af {1}