Natasja og Morten inviterer til kongelig fest på TV 2

Nyt royalt værtspar følger kroningen i Holland tirsdag 30. april.

TV 2-værterne Natasja Crone og Morten Ankerdal er klar til den royale fest. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

På tirsdag 30. april overtager prins Willem-Alexander den hollandske trone efter sin mor, dronning Beatrix, og TV 2 sender direkte fra både Tivoli i København og Amsterdam i Holland.

I "Go' morgen-Danmark"-studiet i Tivoli sidder TV 2-værterne Natasja Crone og Morten Ankerdal klar, og selvom det er første gang, Morten skal prøve kræfter med den royale genre, er han ret rolig.

- Natasja og jeg har et fint makkerskab. Vi var værter sammen ved OL sidste sommer i London, og vi har en rigtig god måde at samarbejde på, så jeg er ret tryg ved opgaven på tirsdag. Hvor jeg nok var mere på hjemmebane i stoffet ved OL, har Natasja hjemmebanefordelen denne gang. Men jeg er faktisk en stor fan af royale transmissioner, og jeg så for eksempel samtlige minutter, da Frederik og Mary blev gift, fortæller Morten Ankerdal, der bruger disse dage til at læse op på det hollandske kongehus, historie, ritualer, research på gæster og meget andet.

Også Natasja Crone, der har en solid erfaring med kongeligt tv, glæder sig til på tirsdag:

- Jeg arbejdede jo tæt sammen med Morten under OL, og han er både dybt professionel, engageret og begejstret. Alt det, han også udstråler på skærmen. Og så er han oveni en god kammerat og makker – jeg kunne ikke ønske mig en bedre kollega til de kongelige begivenheder.

I Amsterdam er det den yngre generation, der tager over, når prins Willem-Alexander bliver konge, og fra Danmark er det da også den yngre del, nemlig kronprinsparret, der deltager i festlighederne i Holland.

TV 2 har reporter Ulla Terkelsen på plads i Holland, og i studiet hjemme i København får Morten Ankerdal og Natasja Crone besøg af blandt andre Billed-Bladets chefredaktør, Annemette Krakau, og journalist Anette Jorsal, der er hollandsk gift og ekspert i hollandske forhold.

TV 2 tirsdag 30. april

Kl. 09.25  Fra prins til konge – Holland fester
Kl. 12.50  Fra prins til konge – Holland fester
Kl. 16.10  Fra prins til konge – Holland fester

Hele transmissionen på TV 2 livetekstes.