Morten Bisgaard ny fodboldkommentator på TV 2

30. januar 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

Flemming Toft får ny makker i kommentatorboksen, når Danmark tester formen på udebane mod Makedonien 6. februar.

Morten Bisgaard (i midten) er med på TV 2-holdet, når Danmark spiller mod Makedonien 6. februar - her sammen med Morten Ankerdal (tv.) og Flemming Toft.

Når fodboldåret bliver sparket i gang, og Danmark tester formen på udebane mod Makedonien i Skopje, har Flemming Toft fået en ny makker i kommentatorboksen, nemlig den tidligere landsholdsspiller Morten Bisgaard.

De to skal fremover fast kommentere fodbold sammen på TV 2. Makedonien-kampen bliver vist på TV 2 onsdag 6. februar klokken 19.25.

Sidste test før VM-kampe
Landskampen i Skopje er den sidste test før de vitale VM-kampe mod Tjekkiet og Bulgarien i marts. Morten Olsen skal finde afløsere for Nicklas Bendtner, der er skadet, og William Kvist, der har karantæne. Og kampen kan blive landsholdsdebut for Kasper Schmeichel i målet.

Så selvom det er en testkamp, er der masser af spændende aspekter ved kampen. Og Morten Bisgaard, der efter fodboldkarrieren har taget en journalistuddannelse og i den forbindelse været i praktik på TV 2|SPORTEN, glæder sig til at komme i gang med kommentatorjobbet:

- Jeg er glad og stolt over, at TV 2 har tilbudt mig sædet ved siden af Flemming Toft ved landskampstransmissionerne. Som tidligere journalistpraktikant på TV 2 føler jeg mig i høj grad på hjemmebane blandt mine kolleger, og jeg vil tackle kommentatoropgaven med samme nysgerrighed, iver og glæde, som da jeg selv var aktiv spiller, siger Morten Bisgaard.

Makedonien minder om Tjekkiet
Han får en spændende kamp til sin kommentatordebut. Makedonien er et hold, der i spillestil kan minde om Tjekkiet, som de rød-hvide skal møde i den første kvalifikationskamp til VM i Brasilien, så Daniel Agger og co. skal helst vinde mod Makedonien, så de kan få et godt afsæt til den kamp.

Napolis Goran Pandev og Mainz' Nikolce Noveski er blandt de største stjerner på det makedonske hold.

Kampen kan ses på TV 2 og på TV 2 Play onsdag 6. februar klokken 19.25.

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}