Mette Lisby laver grimasser på Charlie

Improvisationsleg, quiz og gode grin er opskriften på TV 2 Charlies nye underholdningsprogram ”Grimasser der passer”. Oplev Mette Lisby, Henrik Koefoed og Pernille Schrøder på slap line hver søndag aften.

Holdkaptajnerne Henrik Koefoed og Pernille Schrøder i selskab med Anders Bircow og Ann Hjort i premieren på "Grimasser der passer".


Hvem kender ikke de pinlige og akavede situationer, der opstår i hverdagen, når vi taler forbi hinanden eller kommer til at sige noget forkert - helt uden at vide det?

I "Grimasser der passer", der sendes på TV 2 Charlie fra søndag 2. oktober, dyster to hold anført af holdkaptajnerne Henrik Koefoed og Pernille Schrøder mod hinanden i klassisk improvisationsleg og quiz om hverdagens pinligheder. Mette Lisby er værten, som styrer slagets gang, og de to holdkaptajner danner hver uge par med nogle af Danmarks sjoveste skuespillere eller komikere. Seerne kan også se frem til sjove anekdoter og pinlige historier fra deltagernes eget liv.

Mette Lisby.

- Jeg kan godt lide, når humor ikke ekskluderer nogen. Altså at man ikke er en lille lukket kreds, der sidder og griner af andre, men i stedet griner af hinanden og sig selv. Det er ikke så tit, man ser det på tv i øjeblikket. I ”Grimasser der passer” kan alle være med, siger vært Mette Lisby, der med den nye værtsrolle er tilbage på dansk tv.

Hun var ikke et sekund i tvivl om, at hun skulle sige ja til værtsrollen, da hun blev præsenteret for programmet. Også selvom det betød et midlertidigt farvel til bopælen i Los Angeles, mens optagelserne stod på i Danmark.

Endelig en kvindelig vært
Det er første gang, Mette Lisby er vært på TV 2 Charlie, og sammen med spasmagerne Pernille Schrøder og Henrik Koefoed er der lagt op til ti festlige programmer.

- Vi er så glade for, at Mette Lisby vil komme hele vejen fra USA for at lege med os på Charlie. Vi har længe været på jagt efter en kvindelig vært, der kan matche de stærke profiler, vi har på kanalen, og det kan Mette Lisby. Hun er frisk og sjov, og så har hun en fantastisk udstråling, siger kanalchef Maiken Wexø, der lover, at seerne vil være i godt selskab med Charlies nye stjerne.

I det første program kan seerne glæde sig til at se de to holdkaptajner i selskab med Anders Bircow og Ann Hjort, der bl.a. kæmper om at være den største hypokonder, når temaet er ”Hos lægen”.

”Grimasser der passer” har premiere søndag 2. oktober kl. 20.55 på TV 2 Charlie.