Mere tv på tv2.dk

30. november 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

Under overskriften "tættere på tv" skal tv2.dk udvikles i den kommende tid.


Tv2.dk er blandt de mest besøgte mediesites herhjemme, og lige nu arbejdes der i TV 2 NET med at styrke tv2.dk’s særpræg yderligere. Arbejdet koncentrerer sig især om at skærpe den redaktionelle profil og gøre det klart for brugerne, hvorfor de skal vælge tv2.dk frem for andre sites.

Planen er, at tv2.dk skal rykke ”tættere på tv”, der vil være overskriften for udviklingsarbejdet i den kommende tid.

- På tv2.dk skal vi i højere grad give plads til det, som gør os til noget særligt – nemlig familieskabet med tv-kanalen TV 2. Vi skal styrke vores særpræg og rykke tættere på tv. Det betyder bl.a., at tv2.dk i endnu højere grad vil være hjemsted for highlights og gyldne øjeblikke fra TV 2, så vores brugere nemt og hurtigt kan finde frem til de klip, som alle går og snakker om, siger Henrik Rewes, chef for tv2.dk.

Derudover vil TV 2 NET styrke TV 2-programmernes tilstedeværelse på de sociale medier, som det aktuelt sker med hitprogrammet ”Voice – Danmarks største stemme”.

Kræfterne til den nye satsning kommer fra en omlægning, hvor sitet vip.tv2.dk lukker. Der vil også fremover være kendte navne, royalt stof og historier fra den røde løber på tv2.dk, men ikke som et selvstændigt satsningsområde.

- Gossip-stoffet er de seneste par år blevet allemandseje, så vi skruer ned og vil i stedet bruge kræfterne på de ting, der skiller os ud i mediebilledet, siger Henrik Rewes.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}