Mere hyldest til Jakob Cedergren

28. december 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

Skuespilleren, som i marts kan opleves i TV 2s krimiserie "Den som dræber, hyldes i Sverige for stor rolle i ny tv-serie.

Jakob Cedergren sammen med Laura Bach i TV 2s kommende krimiserie "Den som dræber", der får premiere søndag 13. marts. (Foto: Per Arnesen)


Den danske skuespiller Jakob Cedergren, der bl.a. er kendt fra Thomas Vinter-bergs meget roste film "Submarino", og som har en af hovedrollerne i TV 2s kommende krimiserie "Den som dræber", får nu også ros fra svenske medier.

Det sker på grund af hans præstation i rollen som kriminalinspektør Thomas Andreasson i den nye svenske tv-serie "Mordet i Sandhamn". Serien havde i mandags premiere på svensk tv med 1,6 millioner svenskere på plads foran tv-skærmene.

I Expressen hylder anmelderen Nils Schwartz den danske skuespiller for at have 'en Persbrandt-stil' i sin rolle som kriminalinspektøren.

Jakob Cedergren er ifølge Ekstra Bladet ydmyg over for den svenske ros:

- Det er en dejlig nyhed. Jeg takker og bukker ydmygt. Persbrandt er efter min mening en virkelig god skuespiller, siger Cedergren til avisen.

I serien taler Jakob Cedergren flydende svensk uden accent. Det skyldes, at han er født i Sverige af svenske forældre. Familien flyttede dog til Danmark, mens Jakob Cedergren var ganske lille.

Jakob Cedergren har herhjemme også medvirket i bl.a. tv-serien "Edderkoppen" og i filmen "Frygtelig lykkelig", der gav ham en Robert-pris. 

"Submarino" med i opløbet om European Film Awards
Jakob Cedergren spiller også hovedrollen i "Submarino", der netop har modtaget 15 nomineringer til den kommende uddeling af Robert-priser. Filmen er produceret af Nimbus Film og er især realiseret af Nimbus Film og TV 2 og uden støtte fra Det Danske Filminstitut.

"Submarino" er herudover den eneste danske film, der er med i opløbet om European Film Awards. 46 europæiske film er shortlistet af Det Europæiske Filmakademi.

Submarino" har flere gange modtaget hæder og var i februar udtaget til hovedkonkurrencen om Guldbjørnen ved den store og prestigefyldte filmfestival i Berlin.

-----------------------------------

Se trailer for "Den som dræber" her.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}