Mere håndbold på TV 2s kanaler

22. maj 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 indgår ny aftale med Divisionsforeningen og Dansk Håndbold Forbund og skruer op for antallet af ligakampe på TV 2s kanaler.

Rasmus Lauge (her i landsholdsdragt) er en af de håndboldspillere, som kan følges på TV 2s kanaler - på både klubhold og landshold. (Foto: TV 2)

TV 2 investerer yderligere i dansk håndbold og har netop indgået en femårig aftale med Divisionsforeningen og Dansk Håndbold Forbund (DHF). Aftalen betyder transmission af flere liga-, pokal- og landskampe på TV 2s kanaler i de kommende år.
 
Den nye aftale gælder for perioden 2015-2020. Men allerede i den eksisterende aftale, der gælder frem til 2015, udvider TV 2s hovedkanal med ekstra håndboldkampe på kanalen.
 
- Den nye aftale for årene 2015-2020 giver flere penge til dansk håndbold og yderligere kampe på TV 2s kanaler. Vi vil gerne investere i håndbolden og være med til at sikre fortsat udvikling af og fremgang i dansk håndbold, så der kan skabes endnu flere stærke profiler til vores to landshold, siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen, og fortsætter:
 
- Håndbold og TV 2 - hele Danmarks hjemmebane - har altid været et godt match. Dansk håndbold er af superhøj kvalitet og meget seervenligt, og samtidig er dansk ligahåndbold en eksklusiv live-begivenhed, som man ikke kan finde på udenlandske sportskanaler.

TV 2s sportschef, Frederik Lauesen. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

Eksklusive rettigheder
I håndboldaftalen for 2015-2020 bliver der både håndbold på TV 2s hovedkanal (35 kampe om året) og på en eller flere af TV 2s nichekanaler (50 kampe om året). Fra og med sæsonen 2015/2016 har TV 2 eksklusive rettigheder til liga-, pokal- og landsholdshåndbolden.

Hos Divisionsforeningen Håndbold tager man også imod den nye aftale med stor tilfredshed.

- Vi er meget tilfredse med både processen, der understreger, at vi har et attraktivt produkt, og resultatet, der sikrer, at ligaklubberne kan arbejde langsigtet. Dansk klubhåndbold står stærkt i mediebilledet og i landets arenaer, og vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med TV 2, siger formand i Divisionsforeningen Håndbold, Jens Christensen.

- Med aftalen manifesterer håndbold sig som den ene af landets to store sportsgrene. Landshold og ligaklubber får en solid medieplatform, bedre økonomi samt arbejdsro i lang tid. Resten er et spørgsmål om kompetencer og knofedt. Jeg er overbevist om, at dansk håndbold går en spændende fremtid i møde, siger Dan Hammer, administrerende direktør i Divisionsforeningen Håndbold.

Også glæde i håndboldforbundet
Klubbernes glæde deles også hos Dansk Håndbold Forbund.

- Vi er stolte over, at vi i DHF sammen med klubberne har kunnet indgå en så epokegørende aftale med en af de partnere, der gennem årene har betydet mest for udviklingen af dansk håndbold, nemlig TV 2, siger direktør i DHF, Henrik M. Jacobsen, og fortsætter:

- Vi ser frem til langsigtet at kunne videreudvikle og forfine et i forvejen uhyre populært tv-produkt og ser aftalen som et stort skridt på vejen mod, at håndbold manifesterer og udbygger sin position som danskernes foretrukne tv-sport.

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}