Markussen vender tilbage

31. august 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

Rudy Markussen og Patrick Nielsen er topnavnene ved "TV 2 Fight Night" lørdag 3. september.

Rudy Markussen boksede sin seneste kamp 20. november sidste år.


Comeback til Rudy Markussen og Danmarks største boksetalent på jagt mod en titelkamp. Det er overskrifterne, når "TV 2 Fight Night" vender tilbage på skærmen lørdag 3. september kl. 21.40.

Først skal stortalentet Patrick Nielsen fortsætte sin march op blandt de allerbedste, når han møder Farouk Daku fra Uganda. Daku har blot tabt én af sine 13 kampe som professionel, så der venter Patrick Nielsen en hård kamp - men også muligheden for at sikre sig sin 11. sejr i lige så mange kampe som professionel. Og hvem ved, måske et stort skridt mod en titelkamp.

Comeback til 'hardhitteren'
Titelkampe har Rudy Markussen bokset masser af, men han jagter endnu en, når han ved lørdagens "TV 2 Fight Night"-stævne bokser sin første kamp siden november sidste år.

Modstanderen er belgieren Michael Recloux, som skal bokse op til sit allerbedste, hvis han skal forhindre den danske supermellemvægter at få sin 36. sejr i 38 kampe.

Patricks lillebror debuterer
Inden de to hovedkampe, som kan ses på TV 2, er der også mange andre interessante kampe. Blandt andet får Patrick Nielsens lillebror, Micki Nielsen, sin professionelle debut, når han skal i ringen mod Valerijs Rogozins fra Letland.

De to "Fight Night"-boksere Kasper Bruun og Kim Poulsen fortsætter forhåbentlig også deres sejrsrække, når de skal i kamp mod henholdsvis Almin Kovacevic fra Kroatien og englænderen Jay Morris.

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}