Mabel-fan synger solo for Tramp AllStars

15. april 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

På fredag i ”AllStars” tager seerne for første gang afsked med et af de seks konkurrerende kor.

Tramp AllStars med Suzan yderst til venstre.

Suzan fra Tramp AllStars er gammel Mabel-fan og besøgte som barn det berømte hus i Stenløse med fritidshjemmet for at få et glimt af sine store idoler. Det var der-for også meget naturligt for den 37-årige recep-tionist fra Slangerup at gå til audition, da Mike Tramp søgte medlemmer til sit "AllStars"-kor.

Suzan har sunget i kor, siden hun var otte, og de sidste mange år har hun været forsanger i et gospelkor. Men at gå til audition i "AllStars" handlede for Suzan ikke kun om at synge det bedste, hun kunne. Det handlede også om at møde en ægte rockstjerne og et meget stort idol.

- Da jeg stod til audition, svedte jeg godt nok. Det var meget stort, og Mike så jo ud, som han gjorde, da jeg var otte år, og han var forsanger i Mabel. Til audition sagde han "bare syng", og selvom jeg var meget nervøs, sang jeg og kom med i koret. Og det er bare så stort at være med, fortæller en meget glad Suzan.

Hun har nu vænnet sig til at være i studie med Mike Tramp flere gange om ugen og få masser af roser fra ham, som hun havde plakater af på sit børneværelse.

- Mike er så professionel. Han er enormt musikalsk, intet er overladt til tilfældighederne, og så er han bare så sød ved os. Han roser os hele tiden, og det er også ham, der laver kaffe og henter mad til os. Han vil os alle sammen det godt, og tirsdag, da vi mødtes for første gang siden optagelserne af program ét, var det så hyggeligt at se hinanden igen, siger Suzan.
 
Fredag 17. april skal Suzan synge solo, når Tramp AllStars optræder direkte på TV 2. Det bliver samtidig første gang i 2009-udgaven af "AllStars", at seerne efter resultat af sms-afstemning tager afsked med et af de seks kor.

- Jeg har en del sommerfugle i maven, for selvom jeg har en del sangerfaring fra mit gospelkor og fra at synge derhjemme, er det da noget andet at stå i studiet og vide, at så mange kigger med. Min mand og min rigtigt gode veninde er heldigvis med i studiet på fredag, siger Suzan, der er mor til to drenge.

2009-premieren på ”AllStars” blev langfredag set af 755.000 danskere – herunder 376.000 i alderen 21-50 år. Det er det højeste 21-50-seertal på en langfredag til et TV 2-program siden 2002.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}