’Lykke-Per’ får topplacering hos Biografklub Danmark

Instruktør Bille August (th.) sammen med de to hovedrolleindehavere i 'Lykke-Per': Katrine Greis-Rosenthal som Jakobe og Esben Smed som Peter Sidenius. (Foto: Rolf Konow / TV 2)

Instruktør Bille August (th.) sammen med de to hovedrolleindehavere i 'Lykke-Per': Katrine Greis-Rosenthal som Jakobe og Esben Smed som Peter Sidenius. (Foto: Rolf Konow / TV 2)

02. maj 2018;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2s største fiktionsprojekt er blevet til to formidable og meget forskellige værker udsprunget af ét litterært mesterværk. I første omgang får ’Lykke-Per’ et eksklusivt åbningsvindue som sæsonens første film i Danmarks største biografklub.

Af Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

Efter tre års forarbejde lykkedes det sidste år for TV 2 og Nordisk Film at sikre finansieringen af ’Lykke-Per’ med Bille August som instruktør og medforfatter – bl.a. i kraft af støtte fra Public Service Puljen, FilmFyn og Den Vestdanske Filmpulje. I sommeren 2017 gik optagelserne i gang til den store fortælling, som både udfoldes i en spillefilm og i en længere TV 2-serie i fire afsnit.

Nu er biografpremieren fastsat til torsdag 30. august 2018, hvor ’Lykke-Per’ oven i købet er udvalgt som åbningsfilm i Biografklub Danmark – landets største af slagsen med cirka 170.000 medlemmer i den igangværende sæson.

TV 2s fiktionschef, Katrine Vogelsang, er en af de få, som har set den sammenklippede film og tv-serien, der begge er ved at blive teknisk efterbehandlet. Og hun er begejstret for både filmen og tv-serien – og for de to værkers forskellighed.

- Henrik Pontoppidans ’Lykke-Per’ er så enormt rig på historier, at det er muligt på film og tv at få to stærke og ganske forskellige værker ud af fortællingen. Endnu mere forskellige og endnu bedre, end jeg på forhånd havde forestillet mig. I filmen er Lykke-Pers point of view bærende, mens tv-serien udfolder og twister seriens øvrige karakterer endnu mere. Filmen er storslået og rørende, og når tv-serien rammer TV 2 og TV 2 PLAY i begyndelsen af 2019, folder vi Pontoppidans mesterværk yderligere ud, siger Katrine Vogelsang og fortsætter:

TV 2s fiktionschef, Katrine Vogelsang. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

- Det er en stor anerkendelse at blive udvalgt som åbningsfilm hos Biografklub Danmark, og det giver samtidig ’Lykke-Per’ mulighed for at opnå større synlighed. I et marked, hvor der er kamp om opmærksomheden, er Biografklub Danmark med til at udpege de film-fyrtårne, danskerne skal huske at se.

En kærligheds- og udviklingshistorie
’Lykke-Per’ er TV 2s hidtil største, enkeltstående fiktionsprojekt, og for produktionen står Nordisk Film. Film- og tv-projektet er – som nævnt – baseret på Henrik Pontoppidans litterære værk, som er en del af den danske kulturkanon.

’Lykke-Per’ er en medrivende kærlighedshistorie og en udviklingshistorie om et moderne, ambitiøst menneske, der stræber efter det lykkelige liv og frigørelsen fra barndomshjemmets snævre rammer. Samtidig er ’Lykke-Per’ en fortælling om valget mellem karriere og familie.

Hovedrollen som Peter Sidenius – Lykke-Per – spilles af skuespiller Esben Smed, der i 2017 blev hædret som Shooting Star ved filmfestivalen i Berlin, og som bl.a. har spillet med i filmen ’Sommeren ’92’ og DR1-serien ’Bedrag’. I rollen som Jakobe ses Katrine Greis-Rosenthal, som bl.a. er kendt fra filmen ’Fasandræberne’, DR1-serien ’Broen III’ og TV 2-serien ’Bedre skilt end aldrig’.

På rollelisten står også bl.a. Jens Albinus, Rasmus Bjerg, Anders Hove, Tammi Øst, Tommy Kenter, Morten Hauch-Fausbøll, Ole Lemmeke, Benjamin Kitter og Julie Christiansen.

Optagelserne til miniserien ’Lykke-Per’ er foregået i København, på Lolland, i Jylland, på Fyn og i Østrig.

Du kan se serien Lykke-Per på TV 2 PLAY

Billede {0} af {1}