Lørdagsfest - og gigantpræmie på højkant

08. september 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

”Bingo Banko” sætter historisk stor præmie på spil i form af et helt nyt hus. TV 2 indleder 11. september lørdag aftens fester i dit fjernsyn.

Hovedpræmien i efterårets "Bingo Banko" er et helt nyt hus fra firmaet HusCompagniet.


Hovedpræmien er unik og gigantisk - nemlig et spritnyt 144 kvadratmeter vinkelhus med hårde hvidevarer, HTH-køkken m.m. - når efterårssæsonen af "Bingo Banko" vender tilbage på TV 2 lørdag 11. september.

Den historiske præmie kommer fra firmaet HusCompagniet. Og TV 2s programchef, Keld Reinicke, er meget glad for den flotte modtagelse, som "Bingo Banko" har fået både hos seerne og blandt danske virksomheder.

- Et funklende nyt hus som hovedpræmie havde jeg ikke drømt om, da vi i foråret gik i gang med at sende "Bingo Banko", men siden premieren har vi fået mange sjove og flotte tilbud fra danske virksomheder, der vil være med i danskernes lørdagsfest i fjernsynet, siger Keld Reinicke.

Jacob Wilson og Simon Talbot - nykårne som "årets tv-talenter" - er klar til en ny sæson af "Bingo Banko". (Foto: Gudmund Thai / TV 2)

"Bingo Banko" blev i foråret en kæmpesucces hos danskerne - og den største lørdagssucces i fem år. Hver uge printede danskerne flere millioner spilleplader og fulgte engageret med i den skæve og humoristiske måde, hvorpå vindernumrene blev udtrukket.

Festen fortsætter med film og comedy
På TV 2 stopper lørdags-festen dog ikke, når "Bingo Banko"-programmet slutter. I de kommende måneder vil "Bingo Banko" blive efterfulgt af gode familiefilm og af comedy i forskellige udgaver.

Lørdag 11. september sender TV 2 filmen "Bruce den almægtige" med bl.a. Jim Carrey, Jennifer Aniston og Morgan Freeman, og efter filmen sendes anden del af "Tivoli Varieté" med bl.a. Søren Østergaard, Sidse Babett Knudsen og Peter Frödin.

Lørdag 18. september viser TV 2 den romantiske komedie "Fire bryllupper og en begravelse" med bl.a. Hugh Grant, Andie MacDowell, Kristin Scott Thomas og Rowan Atkinson, efter at bingopladerne er udfyldt. Efter filmen går Lars Hjortshøj på scenen i stand-up-showet "Lars Hjortshøj - I virkeligheden".

Lørdag 25. september sender TV 2 komediedramaet "Nat på museet". Her har dagdrømmeren Larry (Ben Stiller) desperat brug for et job, så han kan undgå at blive smidt ud af sin lejlighed og bevare samkvemmet med sin søn.

Derfor tager han jobbet som nattevagt på New Yorks Naturhistoriske Museum, men han får hurtigt sin sag for, da det viser sig, at samtlige udstillede genstande på museet bliver levende, når mørket falder på. Blandt de øvrige medvirkende er Robin Williams, Carla Gugino og Mickey Rooney.

Filmen efterfølges af det "Zulu Comedy Galla", der for nylig blev gennemført for anden gang. Den første udgave af gallashowet – fra august 2009 – er netop blevet belønnet med prisen "årets tv-event" ved den store TvFestival.

------------------------------

Læs også om "Bingo Banko" her.

Spilleplader til ”Bingo Banko” kan printes gratis ud på bingobanko.tv2.dk, og det er også her, man finder yderligere information om spillet.

Se "Bingo Banko"-traileren her.

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}