Livlig debat om TV 2s programmer

Fra dækningen af valgdebatten 'Det første ord': Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ankommer til studiet på Københavns Hovedbanegård. (Foto: Carsten Andersen / TV 2)

Fra dækningen af valgdebatten 'Det første ord': Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ankommer til studiet på Københavns Hovedbanegård. (Foto: Carsten Andersen / TV 2)

31. maj 2015;
Af: TV 2 Kommunikation

Det netop udskrevne folketingsvalg var et af emnerne på TV 2s halvårlige møde med lytter- og seerorganisationerne - et møde, som også indeholdt status på tv-forbruget samt debat om public service, debatskabende dokumentar, stavning og sprog.

Dagsordenen for TV 2s dialogmøde 28. maj 2015 med lytter- og seerorganisationerne havde ligget fast i nogle uger, men statsminister Helle Thorning-Schmidts valgudskrivelse 27. maj førte til en hurtig justering af dagsordenen, som dermed blev præget af det superaktuelle folketingsvalg.

Status på tv-seningen
Anne Engdal Stig Christensen indledte mødet med en status på tv-seningen i 2014, hvor TV 2s hovedkanal for første gang i ni år voksede, hvor TV 2 ZULU havde det bedste år nogensinde i kanalens målgruppe, hvor CHARLIE fastholdt positionen som Danmarks tredje mest sete kanal blandt danskere over 50 år, og hvor TV 2 FRI gik i gang med at justere kanalens profil.

- Samtidig har TV 2 forøget sit dansksprogede indhold meget kraftigt og er suverænt den hovedkanal, der viser mest dansk tv, sagde Anne Engdal Stig Christensen, der også nævnte, at den nye sportskanal TV 2 SPORT var kommet særdeles godt fra start i 2015.

Dansk basketball er en af de sportsgrene, som har fået sendetid på TV 2 SPORT. (Foto: Scanpix / TV 2)

Fra flere deltagere i dialogmødet var der ros til TV 2 SPORT for dækningen af dansk idræt og af nye sportsgrene. 

- Jeg synes, I har skabt en spændende sportskanal, som også tillader sig at være nørdet sammen med os, der vil vide mere, som det blev udtrykt.

En anden deltager roste basketball-dækningen, mens én efterlyste dækning af f.eks. ungdomsgymnastik – en sportsgren, som dog sjældent er tv-dækket i forbindelse med internationale mesterskaber.

- Vi er opmærksomme på flere forskellige idrætsgrene og på, at Danmark i forskellige sportsgrene er med i eliten. I et marked med meget høje priser på sportsrettigheder er vi på TV 2 SPORT nødt til at gøre tingene på en anden måde, sagde Anne Engdal Stig Christensen.

TV 2-direktøren fremhævede også TV 2s stærke vækst på digitale medier – en vækst, som bl.a. er nødvendig, fordi indtægter og sening på web-tv og streaming skal være med til at kompensere for en forventelig nedgang i flow-tv-seningen over de kommende år.

Anne Engdal Stig Christensen. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

Skal TV 2 være størst?
TV 2-direktøren understregede på dialogmødet, at TV 2 ikke er så optaget af at være størst i forhold til DR.

- Vi har fokus på at samle mange danskere – især i primetime – og vi vil noget med vores programmer, når vi f.eks. lægger mere vægt på den store nyhedsdækning, på events og på debatskabende dokumentarer. I første halvår har vi med dokumentarer sat mange dagsordener, og vores undersøgelser viser, at seerne husker de dagsordensættende temaer og forbinder dem med TV 2, sagde Anne Engdal Stig Christensen.

Hun fastslog, at netop nyheder, dokumentar og events har stort fokus på TV 2s hovedkanal - i øvrigt sammen weekendunderholdning, livsstilsprogrammer og dansk fiktion.

TV 2-direktøren blev spurgt om baggrunden for lukningen af TV 2 FILM, og hun forklarede, at danskerne har taget andre metoder i brug, når de vil se film.

- Den øgede mængde streaming-tilbud tog livet af TV 2 FILM, og vi oplever, at seningen af film på flow-tv bliver mindre med tiden. Vi kunne godt have ventet et stykke tid med at lukke TV 2 FILM, men så var kanalen nået at blive kørt helt ned i betydning og størrelse, sagde Anne Engdal Stig Christensen.

Debat om TV 2-programmer
Fra dialogmødets deltagere var der ros til bl.a. Charlies Hjertegalla til fordel for Hjerteforeningen, til fødselsdagsshowet i Aarhus Musikhus i anledning af dronning Margrethes 75 års fødselsdag og til programserien Holder Danmark i live om det danske sundhedsvæsen.

I forbindelse med dokumentarserien 'På røven i Nakskov', der portrætterede socialt udsatte indbyggere i et af de fattigste områder i Danmark, var der roser for at vise en anden side af Danmark. Programserien fik også ris for en situation, som ifølge dialogmøde-deltageren kunne risikere at udstille et barn på 13-14 år.

En mødedeltager frygtede, at programmer som 'Sigøjnerbossen og hans berygtede familie' og 'De udviste vender tilbage' skaber mange Dansk Folkeparti-vælgere, mens en anden efterspurgte mod hos TV 2 til at sende kirkelige og religiøse programmer nogle gange om året. En mødedeltager opfordrede TV 2 til at arbejde mere med lydproblemer, til at forbedre tekst-tv og til at sætte fokus på, at mange danskere ikke er kommet tilfredsstillende med i digitaliseringen af Danmark.

- Jeg kan læse i TV 2s public service-redegørelse, at TV 2s public service-virksomhed er underskudsgivende. Betyder det, at vi som lytter- og seerorganisationer bør arbejde for, at TV 2 igen kommer til at modtage en del af licensmidlerne, lød et spørgsmål.

Anne Engdal Stig Christensen sagde, at TV 2-koncernens samlede økonomi er sund, og at TV 2s public service-forpligtede hovedkanal ikke er sat i verden for at tjene penge.

Aftenen før dialogmødet sendte TV 2 partilederdebatten 'Det første ord' fra TV 2-studiet på Københavns Hovedbanegård. (Foto: Carsten Andersen / TV 2)

Folketingsvalg – ikke ”præsidentvalg”
Udskrivelsen af folketingsvalget til afholdelse 18. juni var anledningen til, at event- og udviklingschef Ulla Pors Nielsen på dialogmødet gennemgik TV 2s planer for valgdækning på især TV 2s hovedkanal, men også på TV 2 NEWS og på digitale og sociale medier.

TV 2 transmitterede i forbindelse med valgkampen fire store debatter – den første var sendt allerede aftenen inden dialogmødet – samt det nye format Test dit valg, som havde den ambition at gøre danskerne klogere på valgets hovedtemaer og på vælgernes egne holdninger. Herudover blev nyhedsudsendelserne hos TV 2 og TV 2-regionerne udvidet i perioder af valgkampen.

- For TV 2 NEWS er valgkamp en ”fest” med debat, tæt nyhedsdækning, analyser, målinger og nye programformater, hvor politikerne bringes ud i den virkelighed, de har skabt med deres lovgivning, og hvor den politiske debat på de sociale medier analyseres, sagde Ulla Pors Nielsen.

Fra dialogmødets deltagere blev TV 2 opfordret til at undgå ”personfnidder” og sikre en god balance i dækningen.

- Vi er os meget bevidst, at dette er et folketingsvalg med ti partier og ikke et ”præsidentvalg” eller et valg mellem to blokke, sagde Ulla Pors Nielsen, som også fik ros for balancen i den foregående aftens TV 2-partilederdebat 'Det første ord'.

Brugen af den gule breaking news-bjælke på TV 2 NEWS og tv2.dk blev også debatteret. Her lød der opfordring fra dialogmøde-deltagere til ikke at overdrive brugen af breaking news med den risiko, at opmærksomheden undermineres.

Fra reportageserien 'På røven i Nakskov' om socialt udsatte i Danmark. (Foto: Koncern Film- & Tv-produktion / TV 2)

Seerredaktør: Fokus på stavefejl og sproglige fejl
Også seernes redaktør på TV 2, Lars Bennike, deltog i dialogmødet, og han fortalte om det fokus, han har på stavefejl og sproglige fejl på TV 2s kanaler og på tv2.dk.

- Korrekt sprog og stavning er en grundpille, som bare skal være i orden på TV 2. Disse emner har også været i fokus i mine beretninger til bestyrelsen, sagde Lars Bennike, som kunne konstatere, at indførelsen af den såkaldte ”sidemandslæsning” på tv2.dk havde ført til færre henvendelser om stavefejl i de første måneder af 2015.

- Til gengæld er der – trods fokus på sproget – stadig en del henvendelser om dårligt sprog, sagde Lars Bennike, der også blev opfordret til at forsøge at reducere brugen af bandeord på tv.

Seernes redaktør sagde, at den store mediedebat om programtitlen 'På røven i Nakskov' ikke havde givet anledning til egentlige klager til ham.

- Redaktionen valgte Nakskov og Lolland, som er det sted i landet, hvor underklassen er størst. I lyset af forhistorien – en kritiseret TV 2-udsendelse om Nakskov fra 1994 med titlen 'Håbløshedens by' – burde den nye programserie have haft en anden titel for at undgå, at debatten i så høj grad handlede om TV 2s programtitel i stedet for om de sociale udsatte i det danske samfund, sagde Lars Bennike.

Seernes redaktør udtrykte også kritik af manglende dokumentation for sammenhængen mellem HPV-vaccine og bivirkninger hos en gruppe piger i TV 2-dokumentaren 'De vaccinerede piger'. Samtidig understregede han, at han fandt det helt relevant at sætte fokus på, om der er bivirkninger af vaccinen, og på, at en gruppe vaccinerede piger oplever at blive kastet rundt i sundhedssystemet i stedet for at få hjælp.

Blandt dialogmødets deltagere var der uenighed om, hvorvidt smalltalk mellem tv-værter er ”uforskammet” og ”lokalradio-agtigt”, som det blev kritiseret af én, eller ”visning af personlighed og skabelse af god stemning”, når det sker i balanceret form, som en anden mødedeltager formulerede det.

Dialogmøde-deltagere fik orientering om redaktørens hjemmeside sr.tv2.dk, som kan tilgås fra forsiden af tv2.dk, og det blev diskuteret, om TV 2 havde sløret tv-billeder tilstrækkeligt i forbindelse med dækningen af terrorangrebet i København i februar.

Billede {0} af {1}