KV 2013: Tv og web smelter sammen

13. november 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 løfter den digitale dækning af kommunalvalget, og danskerne inviteres med ind i maskinrummet, hvor de kan deltage og påvirke indholdet på både tv og web.

TV 2s nyhedsdirektør, Michael Dyrby. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

Over halvdelen af danskerne er aktive på andre skærme end tv, mens de ser fjernsyn. Det vil TV 2 nu i endnu højere grad tage højde for, og TV 2 afprøver derfor i forbindelse med kommunalvalget en helt ny form for dækning, der skal skabe større engagement og involvering af danskerne og dermed mere relevant indhold.

TV 2 inviterer danskerne helt ind i maskinrummet med mulighed for at blande sig via deres pc, tablet eller mobil, og tv og web smelter sammen på en ny måde.

- Med denne nyskabelse, som vi internt kalder ’TV 2-vejs’, kan danskerne være med til at skabe og påvirke indholdet af vores dækning i løbet af aftenen. Det er en helt ny måde at dække et valg på, så vi ikke kun sender til vores seere, men også involverer dem mere i vores dækning. Det handler om, at tv og web i endnu højere grad både skal supplere hinanden og samtidig bevare hver deres dynamik og styrke. Og så skal vi udnytte de digitale mediers fantastiske muligheder for tovejskommunikation, siger Michael Dyrby.

Helt konkret rykker webholdet ind på tv-skærmen, hvor de i langt højere grad bliver en del af tv-udsendelsen og bidrager med brugernes kommentarer og spørgsmål, indslag og gæster. På valgaftenen sender tv2.dk seks timers live web-tv med Thomas Funding som vært.

Hen over aftenen smelter tv og web sammen, og seerne kan hoppe ind og ud af henholdsvis tv-udsendelserne og tv2.dk og følge den debat eller de indslag, der netop interesserer dem. Og så kan de bidrage med spørgsmål, kommentarer og holdninger på tv2.dk, der til gengæld kan blive brugt direkte i tv-udsendelserne på TV 2 og TV 2 NEWS.

Overblik og nærhed på tv2.dk
På tv2.dk vil brugerne desuden kunne danne sig et overblik over resultaterne og følge med i lige netop deres lokale valgkreds, hvor tv-udsendelsen i højere grad perspektiver og fokuserer på tendenserne ved valget.

- I vores digitale dækning giver vi danskerne overblik og nærhed, og så lægger vi op til masser af dialog og involvering. På selve valgaftenen har vi seks timers live web-tv og liveblog, hvor brugerne kan chatte med vores eksperter og journalister. På tv2.dk kan de også sende egne valgbilleder, kommentarer og spørgsmål, der kan blive brugt både på web og på tv. Der bliver tale om en dækning med personlighed, kant og humor og med masser af fokus på, hvad der sker ude i landet og på de sociale medier, siger Dan Rasmussen, der er ansvarlig for TV 2s digitale dækning af kommunalvalget.

#KV13 på de sociale medier
tv2.dk introducerer i forbindelse med kommunalvalget et interaktivt danmarkskort, der løbende henter danskernes opdateringer fra Facebook, Twitter og Instagram. Kortet giver et overblik over, hvad danskerne siger og mener om kommunalvalget på https://kv13-kort-kommunalvalg.tv2.dk/.

Web-tv-valgprogrammer og ’Borgmester Bingo’
I forbindelse med valgdækningen på tv2.dk har TV 2 indgået en valgalliance med Berlingske. Tv2.dk og b.dk offentliggør bl.a. en ny og omfattende undersøgelse af serviceniveauer og effektivitet i samtlige kommuner (’Kommuneindekset’). De to medier byder også på web-tv-valgprogrammer, der skaber debat om valgkampens varme kartofler, fx ældreområdet, sundhedssektoren, folkeskolen og kontanthjælp.

TV 2s kommunalvalgsite, valg.tv2.dk, byder ud over nyheder og baggrund også på bl.a. ’Borgmester Bingo’, hvor man kan teste sin viden om landets borgmestre.

Læs mere om dækningen af kommunalvalget på TV 2, TV 2 NEWS og tv2.dk her.

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}