”Kristian” vender tilbage

24. februar 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

Mandag 1. marts er comedy-hittet ”Kristian” tilbage på TV 2 Zulu.


En smuk pige med en kriminel bror. En gravid pige, der hævder, at Kristian er faderen. En vidunderlig fynsk pige. En dominerende eks-kæreste og hendes søster. Og en dejlig jura-pige. Det er blot nogle af de udfordringer, Christian Fuhlendorff alias Kristian møder i den nye sæson af "Kristian", der har premiere på TV 2 Zulu mandag 1. marts kl. 22.20.

Hos Zulu er man rigtigt glade for comedy-serien og for samarbejdet med Christian Fuhlendorff og Jesper Juhl - og derfor glæder TV 2 Zulus programchef, Maiken Wexø, sig naturligvis også til den nye sæson af "Kristian".

- På Zulu har vi været rigtig glade for "Kristian", som specielt har gjort det godt hos vores yngre seere. "Kristian" er en anderledes og mere udfordrende sitcom med nogle unge, ukendte komikere, og på længere sigt har vi store forventninger til de to hovedpersoner i "Kristian", siger Maiken Wexø og tilføjer:

- Jeg er sikker på, at Christian Fuhlendorff og Jesper Juhl har et stort potentiale, og vi har på ingen måde set toppen endnu. 

Masser af piger - og problemer
”Kristian” handler om livet for en moderne single-fyr, der ikke har fået sex i mere end 200 dage, og som generelt ikke har styr på ret meget – specielt ikke det dér med piger. Han ønsker sig brændende at blive filminstruktør og instruere Danmarks første superhelte-film, men heller ikke på det område går det specielt godt for hovedpersonen, der spilles af Christian Fuhlendorff.

I den nye sæson møder "Kristian" både en smuk pige med en kriminel bror, en gravid pige, der hævder, at Kristian er faderen, en fynsk pige med en sindssyg familie, en dominerende eks-kæreste med en lækker søster og en meget interesseret jura-pige. Men hver gang opstår der problemer, som Kristians gode ven Rune, spillet af Jesper Juhl, heldigvis altid står klar til at løse.

Gense første sæson
Som opvarmning til premieren på sæson to er der lagt op til et muntert gensyn med hele første sæson. Således sender Zulu de fem første afsnit af "Kristian" mandag 1. marts fra kl. 20.00, hvorefter der er premiere på et dugfriskt afsnit af den nye sæson.

Bliv fan af "Kristian" på Facebook.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}