Kriger - et actiondrama i seks afsnit på TV 2

'Kriger' er et actiondrama i seks afsnit på TV 2 med bl.a. Danica Curcic som Louise, Dar Salim som CC og Lars Ranthe som Tom. (Foto: TV 2)

'Kriger' er et actiondrama i seks afsnit på TV 2 med bl.a. Danica Curcic som Louise, Dar Salim som CC og Lars Ranthe som Tom. (Foto: TV 2)

03. oktober 2018;
Af: Lone Leth-Larsen, TV 2 Kommunikation

Mandag 8. oktober har TV 2 og TV 2 PLAY premiere på miniserien ’Kriger’ af Christoffer Boe.

Den prisbelønnede forfatter og instruktør Christoffer Boe står bag TV 2-serien 'Kriger', der er et actiondrama om fællesskab, loyalitet og forræderi blandt krigsveteraner, rockere og politifolk og en kærlighedshistorie mellem krigsveteranen CC og politikvinden Louise.

I ’Kriger’ vender CC hjem efter aktiv militærtjeneste for Danmark i verdens krigszoner gennem ti år. På sin sidste mission beordrede han sin bedste ven, Peter, ind i en compound, hvilket førte til, at Peter blev dræbt. Hjemme i Danmark er CC plaget af skyld og kan ikke finde sig til rette i et samfund, som helst vil glemme alt om krig.

For at lindre sin skyld tilbyder CC at hjælpe Peters enke, Louise, som nu er alene med sønnen Max. 

Louise arbejder i politiet som efterforsker med særligt fokus på bandekriminalitet og ikke mindst rockerkongen Tom, der tidligere er sluppet for en stor retssag.

Castet i ’Kriger’ er et stærkt line-up med navne som Dar Salim (CC), Danica Curcic (Louise) og Lars Ranthe (Tom). Desuden medvirker Nicolas Bro, Søren Malling, Natalie Madueño, Jakob Oftebro, Andrea Vagn Jensen m.fl.

CC (Dar Salim) sammen med Max (Jens Ferdinand Holmberg), der er søn af CCs bedste ven, Peter, som mistede livet i Irakkrigen. (Foto: Karoline Lieberkind / TV 2)

Fiktion som styrkeposition for TV 2
Ved det nylige pressemøde om ’Kriger’ fastslog TV 2s kanalchef, Lotte Lindegaard, at fiktion er blevet en solid styrkeposition for TV 2-familien, hvis serier i disse måneder er karakteriseret af stor bredde: Fra den aktuelle komedieserie ’Klovn’ over familieserien ’Håbet’ og de historiske dramaer ’Lykke-Per’, ’Badehotellet’ og ’Sygeplejeskolen’ til actiondramaet ’Kriger.

- Vi er meget glade for, at Christoffer Boe i ’Kriger’ har været optaget af fællesskaber i forskellige former – et tema, som er i tråd med TV 2s fokus på ’Alt det, vi deler’, sagde Lotte Lindegaard, som også fremhævede miniseriens fordele:

- Miniserien er et succesfuldt format for TV 2. Det appellerer til et bredt publikum, og det giver os mulighed for at tiltrække store talenter – i dette tilfælde Christoffer Boe – hvilket vi er meget stolte af.

En instruktør i særklasse
TV 2s fiktionschef, Katrine Vogelsang, glæder sig over den positive udvikling, som har kendetegnet TV 2s fiktionsserier i de senere år, og som understreges med Christoffer Boes tv-seriedebut.

- Christoffer Boe er en instruktør i særklasse, og det er en stor ære og glæde for TV 2, at han har mod og lyst til at kaste sig over tv-serie-formatet. Hans visuelle kunnen og kunstneriske vision er et markant bidrag i den videre udvikling og fornyelse af TV 2s danske tv-fiktion, siger Katrine Vogelsang.

Et intensivt tv-værk
Miso Film har produceret ’Kriger’ til TV 2, og herfra siger producer Jonas Allen:

- Med 'Kriger' har vi ønsket at kombinere vores tv-serie-erfaring med Boes markante kreative tilgang og visionære kræfter og skabe en vidtrækkende, intensiv serie om fællesskab, loyalitet og kærlighed.

'Kriger' har premiere på TV 2 og TV 2 PLAY mandag 8. oktober 2018 klokken 20.00.

Læs mere og se flere billeder fra 'Kriger' her.

Se trailer for 'Kriger' herunder.

Billede {0} af {1}