Køb billet til årets fedeste fest

19. marts 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

Zulu Awards 2014 holdes 3. april i Østre Gasværk Teater og sendes direkte på TV 2 ZULU – billetsalget er netop skudt i gang.

Simon Talbot er vært ved Zulu Awards 2014, der sendes direkte på TV 2 ZULU. (Foto: Sebastian David Zamorski / TV 2)

Zulukrigere, festaber og alle I andre!  Så er det nu, I skal sikre jer adgang til den fest, I har gået og ventet på i et år: Billetterne til Zulu Awards 2014 er nu sat til salg på billetten.dk - og der er ikke mange af dem!

Én af dem, der har sikret sig en billet, er komikeren Simon Talbot. Han er nemlig vært ved dette års Zulu Awards, som sendes direkte fra Østre Gasværk Teater i København torsdag 3. april. Medina, L.I.G.A, Christopher, Nik & Jay, Yepha og Carpark North er blandt de mange kunstnere, der kommer og optræder, og hvem der skal juble på scenen og gå hjem med en af de eftertragtede statuetter, er ene og alene op til de danskere, der går ind på zuluawards.dk og sætter deres stemme. Den, der stemmer, bestemmer!

Hvem er ’Årets Zulu Seer’?
Det gælder også i kategorien ’Årets Zulu Seer’, som er med for første gang. Her gælder det om allerede nu at nominere den af dine venner, der fortjener titlen ’Årets Zulu Seer’ - ja beklager, men det er ikke muligt at nominere sig selv.

En intern jury på ZULU udvælger tre af de nominerede, som man kan stemme på i løbet af showet torsdag 3. april. De tre udvalgte vælges på baggrund af noget helt ekstraordinært, de har gjort - set med ZULU-øjne. Har man lavet en fed plakat af sit store idol Dybvad? Har man fået tatoveret Zulus logo? Har man bare altid ZULU tændt på flimmerkassen?
 
- På TV 2 ZULU har vi rigtigt mange seere, der er dybt loyale over for os, og som især via de sociale medier hele tiden hjælper os med at gøre vores programmer og universer skarpe, sjove og uundværlige. ZULUs seere er med til at skabe vores indhold og kommer ofte med helt konkrete inputs til programmerne, deler anmeldelser, giver gode råd og kommer med ønsker til, hvad der skal ligge i programfladen, og det er super vigtigt for os at være i tæt kontakt med seerne. Det er dette engagement og denne loyalitet, vi gerne vil belønne, og det gør vi bedst ved at indføre prisen ’Årets Zulu Seer’, siger kanalchef for TV 2 Networks, Sune Roland.

Nominer din ven på Zulu Awards’ Facebook-side, via #zuluawards på Instagram eller ved at sende en video til @tv2zulu på Snapchat. Deltag i afstemningen og køb billet til årets fedeste fest via zuluawards.dk.

----------------------

Se trailer for Zulu Awards 2014 her.

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}