Knæk Cancer-pengene på vej i arbejde

30. oktober 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

Danmarks største indsats mod kræft blev en historisk folkesag – målt på indsamlingsbeløbet, på seeropbakningen på TV 2 og på interessen på de sociale medier. Nu er Knæk Cancer-pengene på vej i arbejde.

Fredagens tre "Vild med dans"-programmer, der samlede penge ind til Knæk Cancer, havde i genenmsnit knap 1,2 millioner seere. På billedet ses aftenens tre glade værter Andrea Elisabeth Rudolph, Claus Elming og Sarah Grünewald. (Fotos: Henrik Ohsten / TV 2)

Danmarks største indsats mod kræft – Knæk Cancer - blev i mere end én forstand en ekstraordinær begivenhed. Det gælder både med hensyn til størrelsen af indsamlingsbeløbet til Kræftens Bekæmpelse, til danskernes sammenhold ved TV 2-skærmen og med hensyn til interessen på de sociale medier. Og opgaven med at sætte Knæk Cancer-pengene i arbejde er godt i gang.

Indsamlingsbeløbet på aftenen på knap 144 millioner kroner er et historisk højt beløb og et de bedste resultater nogensinde i danske landsindsamlinger. Heraf blev godt 35 millioner kroner skaffet via fredagens ”Vild med dans knækker cancer” – en fremgang fra 22 millioner i ”Vild med dans”-særudgaven i 2012.

I gennemsnit fulgte knap 1,2 mio. seere med i fredagens ”Vild med dans knækker cancer”. Med gennemsnitligt 888.000 seere til lørdagens ”Knæk Cancer Live” blev showet det mest sete indsamlingsshow på TV 2 siden ”Hjælp Balkan” i 1999.

På de sociale medier blev modtagelsen af Knæk Cancer også en ekstraordinær begivenhed. Alene Knæk Cancers Facebook-side nåede lørdag aften et samlet reach på 1.671.000, og den samlede indsats på tværs af TV 2s og Kræftens Bekæmpelses sociale platforme placerer Knæk Cancer i den absolutte superliga for engagement og deling.

- Det er helt overvældende tal. Danskerne har vist en fantastisk opbakning og har stået sammen om at knække cancer. Kampen mod kræft er en folkesag – på tv, for pengepungen og fordi alle danskere kommer i berøring med sygdommen på en eller anden måde. Jeg glæder mig over, at TV 2 har været med til at videregive danskernes store skulderklap til kræftpatienterne, de pårørende, forskerne og alle andre, der arbejder med kræftsagen i det daglige, siger TV 2s administrerende direktør, Merete Eldrup.

Fredagens "Vild med dans knækker cancer" bød også på dommerindslag, hvor programmets fire dommere havde arrangeret hver en særlig optræden i en konkurrence, som var med til at skæppe i Knæk Cancer-kassen.

Det skal pengene bruges til
Kræftens Bekæmpelses hovedbestyrelse har allerede besluttet otte temaer, som Knæk Cancer-pengene skal gå til. Den overordnede fordeling af pengene tages af hovedbestyrelsen i slutningen af november, mens den endelige afgørelse om de konkrete projekter, der skal tildeles penge inden for disse temaer, tages af uafhængige forskere og andre sagkyndige.

- Det er et fantastisk stort og flot bidrag, danskerne i år har givet til kampen mod kræft, men der er også hårdt brug for pengene. Nu vil vi hurtigst muligt sætte pengene i arbejde. Jeg ser frem til, at vi allerede inden for de kommende uger kan tildele pengene inden for flere temaer. For eksempel har vi besluttet, at vi skal have bedre og mere skånsom kræftkirurgi, blive dygtigere til at stille diagnoser og skabe højere livskvalitet efter kræft, siger administrerende direktør Leif Vestergaard Pedersen, Kræftens Bekæmpelse, og fortsætter:

- Det er vigtigt for Kræftens Bekæmpelse, at det bliver de bedste forskningsprojekter, som får pengene. Vores motto er, at det er vinderne og ikke vennerne, som skal nyde af godt pengene. Derfor er det også udvalg, der er uafhængige af Kræftens Bekæmpelse, som foretager den endelige tildeling af pengene i den kommende tid. Kræftens Bekæmpelse fastlægger alene temaerne for forskningen.

-------------------------

Læs flere artikler om Knæk Cancer 2013 her

Se trailer for Knæk Cancer her

Læs mere på Knæk Cancer på tv2.dk

Følg Knæk Cancer på Facebook her

Følg Knæk Cancer på Instagram her

Følg Knæk Cancer på Twitter her

 

 

 

Billede {0} af {1}