Kiefer Sutherland: Fin afslutning på "24 timer"

24. november 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

For 44-årige Kiefer Sutherland var det både bevægende og rørende at afslutte "24 timer", fortæller han i et interview med TV 2|Medie-nyt. Ottende og sidste sæson sendes på TV 2 fra 1. december.

Ottende og sidste sæson af "24 timer" sendes på TV 2 fra 1. december.


- Jeg var spændt på, hvordan serien ville ende, men for mig som skuespiller var slutningen interessant, siger Kiefer Sutherland, som synes, serien slutter rigtigt.

For nogle år siden udtalte skuespilleren, at han fandt det interessant at lade Jack Bauer dø til sidst, og inden juleaften kender vi superagentens skæbne. Fra onsdag 1. december begynder nedtællingen både til juleaften og til det uigenkaldeligt sidste afsnit i ottende og sidste sæson af "24 timer" med Kiefer Sutherland i den altdominerende hovedrolle.

TV 2 har vist de første syv sæsoner, og TV 2|Medienyt mødte skuespilleren, da han var i Danmark tidligere på året. Med 8. sæson af "24 timer", som havde premiere i USA i januar, sluttede også ni års arbejde.

Kiefer Sutherland fotograferet sammen med TV 2|Kommunikations journalist Anne Nim Pedersen. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)

- Det er med blandede følelser, at vi er færdige med serien. Det er dejligt at have mulighed for at lave andre ting. Nu er jeg i Danmark for at lave film med Lars von Trier, og det er spændende. Jeg ved, det kan lyde glansbilledagtigt, men jeg holder utrolig meget af "24 timer" og de 150 personer, som jeg arbejdede sammen med hver dag, siger Kiefer Sutherland.

For skuespilleren var holdet som én stor familie, og gennem de år optagelserne stod på, var der 16 bryllupper, ligesom flere end 30 børn kom til verden. 

Genkendeligheden er der
Ifølge Kiefer Sutherland er 8. sæson én lang dag fyldt med udfordringer og kriser, så på den måde minder den om de foregående sæsoner. Alligevel er noget anderledes.

- Jack har levet et dystert og ensomt liv gennem sæson seks og syv, men nu er han blevet genforenet med sin datter og barnebarn. Egentlig er han færdig med at arbejde. Han har trukket sig tilbage og har en masse at leve og slås for, siger Kiefer Sutherland, som er den eneste skuespiller, der har medvirket i samtlige sæsoner. I sæson syv stiftede seerne bekendtskab med Annie Wersching, der spillede FBI-agent Renee Walker, og hun er også på rollelisten i sæson otte.

Kiefer Sutherland som Jack Bauer i sidste sæson af "24 timer".

- Annie Wersching er en helt speciel skuespiller, og i den afsluttende sæson har hendes karakter en meget fremtrædende rolle. Det er rigtigt, at Jack har haft forskellige kvindelige agentkolleger, og jeg synes særlig godt om Renee Walker, fordi hun er Bauers ligemand - blot i en yngre udgave. Carlos Bernard, som spiller Tony Almeida, er også helt fantastisk, og helt generelt for "24 timer" har vi været utroligt heldige med, at der medvirkede så mange fænomenale skuespillere, siger Kiefer Sutherland.

Yndlingsscener fra "24 timer"
Kiefer Sutherland fremhæver 8. sæson, men han har yndlingsscener fra alle sæsoner.

- Jeg vil fremhæve en meget dramatisk og interessant situation, hvor Jack kan vælge at redde Audrey Raines' mand (Jack havde et forhold til Audrey) eller en mand, som havde informationer. Her valgte jeg at redde ham, der havde informationer, siger Kiefer Sutherland og fortsætter:

Kiefer Sutherland: - Mine egne værste 24 timer var nok dengang, min datter begyndte at få tænder. Hun havde så ondt, og det værste som forælder er, når man ser sit barn fyldt med smerte uden at kunne hjælpe. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)

- Det var også et stærkt øjeblik i første sæson, hvor jeg mister min kone Teri Bauer, ligesom jeg har en scene med min datter, hvor nogen er ved at bryde ind i huset for at slå hende ihjel. I telefonen må jeg fortælle hende, hvordan hun skal slå manden ihjel.

Har arbejdet sammen med flere præsidenter
I skikkelse af Jack Bauer har han også arbejdet sammen med flere præsidenter i serien, men her vil han ikke udpege en favorit.

- Jeg synes, Jack havde noget særligt med præsident Palmer, som var den første afrikansk-amerikanske præsident på tv. Logan var vores republikanske præsident, og han var en skidt person. Det kunne have været interessant, hvis vi havde været i luften med afsnittene, hvor Cherry Jones spiller den kvindelige præsident Allison Taylor, inden amerikanerne sidst skulle vælge ny præsident. Tv er et stærkt medie, og det kunne være interessant at se, om det havde gjort en forskel, siger Kiefer Sutherland.

-------------------------------

Læs mere om den nye sæson af "24 timer" her.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}