Kamber til TV 2|NYHEDERNE

Mikael Kamber vender om kort tid tilbage til værtsjobbet på 19-NYHEDERNE i stedet for Johannes Langkilde, der tager til USA for DR.

Mikael Kamber vender tilbage til TV 2|NYHEDERNE. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)

TV 2|NYHEDERNEs Johannes Langkilde har takket ja til et tilbud om at blive DR’s næste USA-korrespondent, og han forlader derfor TV 2 efter 12 år på Kvægtorvet. Hans plads som vært på 19-NYHEDERNE overtages af TV 2 NEWS-vært Mikael Kamber, som dermed vender tilbage til den stilling, han forlod for godt fem år siden.

Johannes Langkilde, som fuldførte sin journalistuddannelse på TV 2, stopper på stationen om et par måneder. Mikael Kamber tiltræder snarest muligt, når han har overdraget sine opgaver på programmet ”21’eren på NEWS”.

- Det er en rutineret og erfaren journalist, som kender TV 2|NYHEDERNE til benet, der igen træder ind i nyhedsrummet på TV 2. Med sin pondus og integritet kan ingen fylde værtsstolen bedre ud end Mikael, siger TV 2s nyhedsdirektør, Michael Dyrby, som glæder sig over, at Mikael Kamber kan erstatte Johannes Langkilde med meget kort varsel.

- Det er naturligvis et tab at miste så profileret og professionel en medarbejder som Johannes. Han har varetaget en række væsentlige opgaver for TV 2|NYHEDERNE gennem de seneste år. Men det er også forståeligt, at Johannes søger nye udfordringer som korrespondent i USA, og vi ønsker ham held og lykke. Jeg glæder mig også over, at TV 2 er en talentfabrik, der sender medarbejdere i alle retninger, siger Michael Dyrby.

Mikael Kamber vender tilbage til Kvægtorvet i Odense efter en periode som chefredaktør for JydskeVestkysten, mediedirektør for DR og senest vært på TV 2 NEWS. Hans afløser på ”21’eren på NEWS” vil blive offentliggjort senere.