Julie AllStars ramt af vulkanskyen

21. april 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

Koret fra Grønland kan ikke få sin forsanger til Danmark.

Julie AllStars fotograferet i forbindelse med sæsonpremieren på "AllStars" på TV 2 i søndags - hvor koret også manglede sin ene forsanger Mads. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)


De manglede ham til søndagens premiere – men håbede på, at de ville få ham til "AllStars" program to på fredag. Men Julie Berthelsen og hendes "AllStars"-kor må højst sandsynligt også på fredag undvære korets mandlige forsanger, Mads, der befinder sig i Nuuk og ikke kan flyve til Danmark lige nu, da luftrummet over Grønland er lukket.

- Det er vildt frustrerende, og der har været momenter af dårligt humør. Mads fylder meget som forsanger, og det, at vi ikke har kunnet starte som et helt hold, har været et stort minus. Uvisheden har været det værste - kommer han, eller kommer han ikke – og det har gjort os meget forvirrede. Heldigvis er vi gode til at bakke hinanden op, og vi har heller ikke mistet kampgejsten, siger Julie Berthelsen, der stadig håber på, at Mads når hjem til fredagens program.

Gør han ikke det, har Julie valgt en anden forsanger til at tage over på den sang, som Mads skulle have sunget:

- Jeg har et kor af stærke sangere, og kommer Mads ikke til fredagens program, tager Tupaarnaq over. Hun er også en rigtig dygtig sanger, og alle bakker hende selvfølgelig 100 procent op, siger Julie Berthelsen.

Sangene på fredag
Julie AllStars skal synge "Deep Sleep" (Nabiha) og "Try sleeping with a broken heart" (Alicia K),  mens Rasmus Nøhr AllStars synger "Fuld af nattens Stjerner" (Lis Sørensen) og "Survivor" (Destinys child).

Johnson AllStars synger "American Boy" (Kanye West)  og "What's going on" (Marvin Gaye) og Niarn AllStars synger "Bust your windows" (Jazmin Sullivan) og "Heartless" (The Frey version).

Alle kor synger som introsang "Fascination" (Alphabeat) , mens seerne i ”AllStars  - afgørelsen” kan se frem til at høre Rasmus Nøhr synge sit hit ”Sød musik” bakket op af alle fire "AllStars"-kor.

------------------------------------

Læs mere om "AllStars" på allstars.tv2.dk.

Se "AllStars"-fansite på Facebook her.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}