Julemanden kommer helt sikkert i år - både på TV 2 og TV 2 PLAY

I ’Tvillingerne og Julemanden’ er julemanden Nicolas (Lars Hjortshøj) og hans kone Julie (Camilla Bendix) landet i Aalborg for at gøre de sidste indkøb inden julen. (Foto: Per Arnesen/TV 2)

I ’Tvillingerne og Julemanden’ er julemanden Nicolas (Lars Hjortshøj) og hans kone Julie (Camilla Bendix) landet i Aalborg for at gøre de sidste indkøb inden julen. (Foto: Per Arnesen/TV 2)

09. oktober 2018;
Af: Lone Leth-Larsen, TV 2 Kommunikation

På tv kommer han sammen med tvillingerne og på TV 2 PLAY sammen med Ludvig. Få et overblik over årets julekalendere på TV 2s kanaler.

Fortvivl ikke - julemanden kommer i år, og danskerne kan møde ham, lige når det passer bedst ind i familiens travle hverdag. 

På TV 2 er der dejligt gensyn med familiejulekalenderen ‘Tvillingerne og Julemanden’ fra 1. december klokken 20.00, og på TV 2 PLAY er der nedtælling til den første dag i december med en anden skøn julefortælling, nemlig ‘Ludvig og Julemanden’, som kan ses på streamingtjenesten fra onsdag 7. november.  

Der er herudover snigpremiere på ‘Tvillingerne og Julemanden’ allerede fra andet afsnit på TV 2 PLAY, så man kan hygge sig med næste afsnit og familien, når det passer alle i familien.

Kampen om Lysets Sten
I ‘Tvillingerne og Julemanden’ møder vi julemanden Nicolas (Lars Hjortshøj), der er taget til Aalborg for at købe ind til gaveindpakningen af årets julegaver og dermed begynde forberedelserne til julen sammen med sin kone, Julie (Camilla Bendix).

I en gyde i Aalborg møder Nicolas den mystiske dr. Schwartz (Nicolaj Kopernikus), og det bliver starten på kampen om Lysets Sten. Heldigvis er tvillingerne Signe (Marie Højgaard Andersen) og Peter (Martin Hempel Barkholt) klar til at hjælpe Nicolas, og frem til 24. december sker der sjove, spændende og ret så uhyggelige ting for tvillingerne og julemanden.  

Årets lågekalender fra TV 2 kan købes fra mandag 15. oktober. (Foto: TV 2)

Titelsang af Mads Langer
'Tvillingerne og julemanden' blev vist første gang på TV 2 i 2013, og titelsangen, der hedder 'En stjerneregn af sne', er skrevet og komponeret af Mads Langer og produceret af Andreas Sommer. 

Familiejulekalenderen på TV 2 er produceret af Deluca Film med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje, Aalborg Kommune, Visit Nordjylland, Hjørring Kommune og Spar Nord Fonden. Hovedforfatterne er Camilla Hübbe og Anna Neye, og Tilde Harkamp har instrueret.

Læs mere og se flere billeder i TV 2s pressemateriale om 'Tvillingerne og Julemanden'.

Lågekalender kan købes fra 15. oktober
Årets lågekalender (‘Tvillingerne og Julemanden’) fra TV 2 kan købes fra mandag 15. oktober i Bilka, Føtex, Legekæden, Bog&Idé, Toys’R’us, Salling Stormagasiner, Boghandleren, Fakta, Irma, Kvickly, LokalBrugsen og SuperBrugsen. Kalenderen koster 45 kroner, og overskuddet går som altid til Julemærkefonden og fondens drift af de fem julemærkehjem.

’Alletiders Julemand’ om eftermiddagen på TV 2
På TV 2 er der også mulighed for at holde jul med Pyrus, når den tredje i rækken af julekalendere fra Rigsarkivet genudsendes med et afsnit hver eftermiddag fra 1. december.

'Alletiders Julemand' blev vist første gang i 1997, og i år kan vi igen følge livet i arkivet, hvor nisser og mennesker bor side om side. Det er også muligt at se 'Alletiders Julemand' med Pyrus (Jan Linnebjerg), Gyldengrød (Paul Hüttel), Kandis (Christiane Bjørg Nielsen), Bertramsen (Jesper Klein) og Josefine (Jeanne Boel) på TV 2 PLAY fra 1. december.

Thomas Norgreen Nielsen spiller Ludvig, mens Lars Hjortshøj spiller Julemanden i familiejulekalenderen 'Ludvig og Julemanden'. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Mere julemand på TV 2 PLAY
På TV 2 PLAY er der desuden nedtælling til 1. december med en anden familiejulekalender, nemlig 'Ludvig og Julemanden', der kan ses på PLAY hver dag fra 7. november. Her møder vi drengen Ludvig Glad, der sammen med sin familie flytter ind på Børglum Kloster, inden de skal videre til udlandet og bo på grund af faderens arbejde. Ludvig er overbevist om, at der ligger en værdifuld skat gemt et sted på klosteret, og han går i gang med at lede efter skatten, så familien kan få penge nok til at blive boende og dermed undgå at rejse til udlandet. 

Her er det igen Lars Hjortshøj, der spiller julemanden, og Camilla Bendix, der er hans kone. Derudover er der masser af kendte ansigter, blandt andre Andreas Bo, Anne Sofie Espersen, Alexandre Willaume, Andreas Jessen, Tina Gylling Mortensen og Julie Zangenberg. I rollen som Ludvig ses 11-årige Thomas Norgreen Nielsen. 'Ludvig og Julemanden', der blev vist første gang på TV 2 i 2011, er produceret af Deluca Film. Søren Frellesen har instrueret de første tolv afsnit og Tilde Harkamp de sidste tolv. 

'The Julekalender' og 'Canal Wild Card' på TV 2 CHARLIE og TV 2 PLAY
Lige efter aftenens familiejulekalender på TV 2 inviterer TV 2 CHARLIE på et hyggeligt julegensyn med klassikeren ‘The Julekalender’ med kartoffelavler Oluf Sand og fru Gertrud, Benny samt de tre nisser Gynter, Hansi og Fritz. 

Du kan opleve endnu en julekalender på TV 2 CHARLIE, nemlig TV 2s og De Nattergales voksenjulekalender fra 2001, 'Canal Wild Card', der aldrig tidligere har været genudsendt.

Billede {0} af {1}