Ja eller nej? TV 2 og NEWS gør dig klar til afstemning

I næste uge får folkeafstemningen plads i både nye og kendte magasinprogrammer på TV 2 NEWS. Dermed skal NEWS leve op til at være Danmarks stærkeste kanal, når det kommer til politisk dækning, siger chefredaktør Mette Østergaard, TV 2 NEWS. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)

I næste uge får folkeafstemningen plads i både nye og kendte magasinprogrammer på TV 2 NEWS. Dermed skal NEWS leve op til at være Danmarks stærkeste kanal, når det kommer til politisk dækning, siger chefredaktør Mette Østergaard, TV 2 NEWS. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)

18. november 2015;
Af: TV 2 Kommunikation

NEWS vil sikre danskerne solid viden, tjekke argumenterne og give masser af politisk debat inden afstemningen om retsforbeholdet. Og så rykker NEWS ind på Christiansborg Slotsplads på valgdagen.

Dækningen på TV 2, TV 2 NEWS og tv2.dk af folkeafstemningen om retsforbeholdet er i fuld gang i den daglige nyhedsdækning, og i næste uge får folkeafstemningen også plads i både nye og kendte magasinprogrammer på TV 2 NEWS.

Dækningen udvides løbende, og på selve dagen for afstemningen 3. december og dagen efter sender TV 2 NEWS fra et studie på Christiansborg Slotsplads – begge dage fra kl. 6.00 om morgenen. Det er også fra Christiansborg, at TV 2 og TV 2 NEWS sender deres valgaftendækning, som indledes på TV 2 NEWS kl. 18.00.

- Det er en stor opgave at forklare, hvad vi stemmer om 3. december. På NEWS vil vi debattere politikernes argumenter, vi vil bede eksperter krydstjekke deres udsagn, og vi gør det klart, hvad baggrunden for og konsekvenserne af folkeafstemningen er. Vi vil behandle perspektiverne og nørde i detaljerne. Både i den løbende nyhedsflade og i særlige valgmagasiner. Og dermed leve op til, at NEWS er Danmarks stærkeste kanal, når det kommer til politisk dækning, siger chefredaktør Mette Østergaard, TV 2 NEWS.

Dagligt magasinprogram undersøger fakta og påstande
Et af NEWS’ nye programmer op til folkeafstemningen handler netop om at hjælpe danskerne med at få fakta på plads. I det daglige program 'Krydstjek', der sendes efter 19 Nyhederne og igen ved 21-tiden, vil forskellige eksperter gøre vælgerne klogere på, om politikernes argumenter holder, og gøre seerne klogere på, hvad der er op og ned i debatten.

Hver dag op til afstemningen stiller NEWS også skarpt på, hvad partierne mener og hvorfor. Det gør NEWS i samarbejde med TV 2 Digital i interviewet 'Partiernes brandtale', som også lever på tv2.dk.

TV 2 NEWS sender også en stor partilederdebat på Børsen lørdag 28. november, hvor Lotte Mejlhede styrer slagets gang.

Tirsdag 1. december sendes der direkte fra en valgdebat mellem justitsminister Søren Pind (V) og europaparlamentsmedlem Morten Messerschmidt (DF). Også flere af NEWS' faste og populære magasinprogrammer går ind i dækningen af folkeafstemningen. Det gælder 'Udenfor Borgen' og 'Mogensen & Kristiansen', ligesom programmerne 'Tirsdagsanalysen', 'Besserwisserne' og 'Presselogen' følger op på debatten før folkeafstemningen.

Alle NEWS' magasinprogrammer om folkeafstemningen kan også ses på TV 2 PLAY.

-------------

Læs mere om dækningen af folkeafstemningen på TV 2s platforme her.

Billede {0} af {1}